Denne siden er korrekturlest
Bare en ældre herold skal følge dig, en som skal styre
mulernes spand og den rullende vogn og bringe tilbake
liket av ham som den herlige helt Akillevs har fældet.
Dødstanker skal ikke ængste din sjæl. Du har intet at frygte;
ti som din følgesvend sender han med den straalende Hermes.
Guden skal følge dig frem til han fører dig ind hos Akillevs.
Men naar han først faar ledet dig ind i Akillevs’ leirtelt,
skal han ei dræpe sin gjest, men verne dig trygt mot de andre;
ti han er hverken uvittig og ond eller blind for det rette;
men han vil skaane en tryglende far med ytterste omhu.»
Saaledes talte den fotrappe mø og hastet tilbake.
Priamos bød nu straks sine sønner at spænde de raske
muldyr for rullende vogn og binde en kurv til dens fating.
Selv gik han derefter ned i det herlige duftende kammer,
høiloftet, bygget av ceder. Der gjemtes hans talrike skatte.
Dit lot han Hekabe kalde, sin værdige hustru, og mælte:
«Trofaste hustru. Fra Zevs paa Olymp er der kommet det budskap
at jeg skal løse vor elskede søn ved akaiernes snekker,
bringende med til Akillevs en bot som kan mildne hans hjerte.
Nu maa du gi mig et raad og si hvad du mener om dette;
ti i mit hjerte og sind staar hele min hu til at drage
gjennem akaiernes vidtstrakte leir til de hurtige snekker.»
Saa han talte, og hulkende tok hans hustru til orde:
«Ve mig arme! Hvor er din forstand som fordum blev lovprist
viden blandt fremmede mænd og av dem som lyder dit magtbud.
Hvorledes tør du alene gaa hen til akaiernes snekker,
trædende ham under øine som dræpte saa grumt vore mange
herlige sønner? Av haardeste jern maa dit hjerte jo være.
Ti dersom manden, saa haard som han er, saa blodgrisk og troløs,
ser dig for øie og faar dig i vold, han ynker dig ikke,
blues ei heller. Aa nei, la os fjernt fra den døde faa graate
her i vor hal over Hektor. For ham har vel skjæbnen, den haarde,
spundet det ind i hans livstraad straks, da jeg bar ham til verden,
at han saa fjernt fra forældre og hjem skulde ætes av hunder,
hist hos den grusomme mand. Aa, kunde jeg midt i hans lever
hugge min tand og æte den raa, da fik jeg vel fuldgod
hevn for min søn; ti det var ingen usling han vog; men han kjæmpet
mulernes spand og den rullende vogn og bringe tilbake
liket av ham som den herlige helt Akillevs har fældet.
Dødstanker skal ikke ængste din sjæl. Du har intet at frygte;
ti som din følgesvend sender han med den straalende Hermes.
Guden skal følge dig frem til han fører dig ind hos Akillevs.
Men naar han først faar ledet dig ind i Akillevs’ leirtelt,
skal han ei dræpe sin gjest, men verne dig trygt mot de andre;
ti han er hverken uvittig og ond eller blind for det rette;
men han vil skaane en tryglende far med ytterste omhu.»
Saaledes talte den fotrappe mø og hastet tilbake.
Priamos bød nu straks sine sønner at spænde de raske
muldyr for rullende vogn og binde en kurv til dens fating.
Selv gik han derefter ned i det herlige duftende kammer,
høiloftet, bygget av ceder. Der gjemtes hans talrike skatte.
Dit lot han Hekabe kalde, sin værdige hustru, og mælte:
«Trofaste hustru. Fra Zevs paa Olymp er der kommet det budskap
at jeg skal løse vor elskede søn ved akaiernes snekker,
bringende med til Akillevs en bot som kan mildne hans hjerte.
Nu maa du gi mig et raad og si hvad du mener om dette;
ti i mit hjerte og sind staar hele min hu til at drage
gjennem akaiernes vidtstrakte leir til de hurtige snekker.»
Saa han talte, og hulkende tok hans hustru til orde:
«Ve mig arme! Hvor er din forstand som fordum blev lovprist
viden blandt fremmede mænd og av dem som lyder dit magtbud.
Hvorledes tør du alene gaa hen til akaiernes snekker,
trædende ham under øine som dræpte saa grumt vore mange
herlige sønner? Av haardeste jern maa dit hjerte jo være.
Ti dersom manden, saa haard som han er, saa blodgrisk og troløs,
ser dig for øie og faar dig i vold, han ynker dig ikke,
blues ei heller. Aa nei, la os fjernt fra den døde faa graate
her i vor hal over Hektor. For ham har vel skjæbnen, den haarde,
spundet det ind i hans livstraad straks, da jeg bar ham til verden,
at han saa fjernt fra forældre og hjem skulde ætes av hunder,
hist hos den grusomme mand. Aa, kunde jeg midt i hans lever
hugge min tand og æte den raa, da fik jeg vel fuldgod
hevn for min søn; ti det var ingen usling han vog; men han kjæmpet
