Denne siden er korrekturlest
«Er du en kriger hos Pelevs’ søn, den stolte Akillevs,
si mig da sandheten helt om min søn og fortæl om han ligger
endnu ved skibene hist, eller kanske den haarde Akillevs
alt har hugget i stykker hans lik og lagt det for hunder.»
Gudernes straalende bud tok atter til orde og svarte:
«Nei, ærværdige gubbe, han er ikke endnu fortæret,
hverken av hund eller fugl. Ved Akillevs’ telter og snekker
ligger han endnu som før. Naar morgenen gryr, blir det tolvte
dagen han ligger. Ei raatner hans lik, ei æter ham endnu
ormenes kryp som fortærer de mænd som er faldne paa valen.
Rigtignok slæper Akillevs hans lik i skaanselløs vrede
daglig ved tidligste gry om vennens, den elskedes, gravhaug.
Dog, han skader ham ei. Selv vil du faa se, naar du kommer,
hvordan han ligger der dugfrisk og skjøn og tvættet for blodet
uten det ringeste smuds, og lukket er alle de vunder,
fienden slog; ti av mangen en mand blev han stukket med spydet.
Saaledes vernes din herlige søn av de evige guder,
selv naar han ligger som lik; ti de elsker ham høit i sit hjerte.»
Saa han talte. Den gamle blev glad og svarte ham venlig:
«Ja, mit barn, det er godt at bringe de evige guder
sømmelig offer. Ei glemte min søn, — mit barn som jeg mistet —
hist i den hjemlige hal de guder som bor paa Olympen.
Derfor kom de ham ogsaa i hu, da dødslodden traf ham.
Ta nu, du kjære, som gave fra mig dette herlige bæger.
Verg mig mot farer og følg mig paa vei med gudernes bistand,
indtil jeg kommer til teltet hvor Pelevs’ søn er til huse.»
Atter tok gudernes straalende bud til orde og svarte:
«Gamle, du frister mig, ung som jeg er; men du ber mig forgjæves
motta en gave fra dig, naar jeg ikke har lov av Akillevs.
Nei, jeg frygter og skyr av hele mit hjerte at vinde
det som er hans, forat ei noget ondt skal ramme mig siden.
Men som din følgesvend, selv om det var til det herlige Argos,
følger jeg tro over land eller hav paa den hurtige snekke.
Ingen skal gaa dig for nær, fordi han foragter din fører.»
Saaledes talte den naadige gud, og op paa hans stridsvogn
steg han og grep i en fart baade svepe og skinnende tøiler.
Kræfter i lemmerne blæste han ind paa hester og muldyr.
Men da de kom til murene frem og til graven om flaaten,
si mig da sandheten helt om min søn og fortæl om han ligger
endnu ved skibene hist, eller kanske den haarde Akillevs
alt har hugget i stykker hans lik og lagt det for hunder.»
Gudernes straalende bud tok atter til orde og svarte:
«Nei, ærværdige gubbe, han er ikke endnu fortæret,
hverken av hund eller fugl. Ved Akillevs’ telter og snekker
ligger han endnu som før. Naar morgenen gryr, blir det tolvte
dagen han ligger. Ei raatner hans lik, ei æter ham endnu
ormenes kryp som fortærer de mænd som er faldne paa valen.
Rigtignok slæper Akillevs hans lik i skaanselløs vrede
daglig ved tidligste gry om vennens, den elskedes, gravhaug.
Dog, han skader ham ei. Selv vil du faa se, naar du kommer,
hvordan han ligger der dugfrisk og skjøn og tvættet for blodet
uten det ringeste smuds, og lukket er alle de vunder,
fienden slog; ti av mangen en mand blev han stukket med spydet.
Saaledes vernes din herlige søn av de evige guder,
selv naar han ligger som lik; ti de elsker ham høit i sit hjerte.»
Saa han talte. Den gamle blev glad og svarte ham venlig:
«Ja, mit barn, det er godt at bringe de evige guder
sømmelig offer. Ei glemte min søn, — mit barn som jeg mistet —
hist i den hjemlige hal de guder som bor paa Olympen.
Derfor kom de ham ogsaa i hu, da dødslodden traf ham.
Ta nu, du kjære, som gave fra mig dette herlige bæger.
Verg mig mot farer og følg mig paa vei med gudernes bistand,
indtil jeg kommer til teltet hvor Pelevs’ søn er til huse.»
Atter tok gudernes straalende bud til orde og svarte:
«Gamle, du frister mig, ung som jeg er; men du ber mig forgjæves
motta en gave fra dig, naar jeg ikke har lov av Akillevs.
Nei, jeg frygter og skyr av hele mit hjerte at vinde
det som er hans, forat ei noget ondt skal ramme mig siden.
Men som din følgesvend, selv om det var til det herlige Argos,
følger jeg tro over land eller hav paa den hurtige snekke.
Ingen skal gaa dig for nær, fordi han foragter din fører.»
Saaledes talte den naadige gud, og op paa hans stridsvogn
steg han og grep i en fart baade svepe og skinnende tøiler.
Kræfter i lemmerne blæste han ind paa hester og muldyr.
Men da de kom til murene frem og til graven om flaaten,
