Denne siden er korrekturlest
Saa hun talte, og hverken blev mand eller kvinde tilbake
inde i byen. Ulidelig sorg hadde grepet dem alle.
Tæt ved byporten møtte de ham som kjørte den døde.
Foran dem ilte hans værdige mor og hans elskede hustru
frem mot den rullende vogn og rev i sin sorg over helten
haaret av issen, mens mængden stod om i jamrende hulken.
Visst hadde skaren den utslagne dag, til solen var dalet,
jamret for Hektor i klagende graat hist utenfor porten,
hvis ikke oldingen barskt fra sin vogn hadde skreket til folket:
«Plads! La muldyr og hester faa slippe igjennem. Med taarer
kan I jo mætte jer siden, saasnart jeg faar ført ham til borgen.»
Saa han talte. Da vek de i hast til side for vognen.
Men da de ind i den herlige hal hadde baaret den døde,
lagde de ham paa den utskaarne seng og bragte til sæte
fremme ved baaren et forsangerkor som i klagende toner
istemte sorgens vemodige kvad, mens kvinderne sukket.
Hektors hvitarmede viv Andromake utbrøt i klage
holdende ømt mellem hænder sin kampglade egtemands hode:
«Husbond, du døde i ungdommens vaar, og mig som din enke
lot du tilbake i hallen, og han som vi arme gav livet,
er jo et hjælpeløst barn, og manddommen naar han vel aldrig.
Længe forinden vil denne vor by være styrtet i gruset.
Død er jo du som vogtet den trygt og verget den mandig,
du som har vernet umyndige barn og trofaste kvinder.
Snart vil de alle, ja ogsaa jeg selv, paa de stavnkrumme snekker
slæpes fra hjemmet, og enten vil du, mit barn, maatte følge
mig, din mor, til et land, hvor du tvinges til skammelig trældom
under en haardhjertet drot, eller ogsaa vil snart en akaier
ta dig ved armen og slænge dig ned fra muren i døden,
egget av vrede mot Hektor, fordi han i kampen har fældet
enten hans bror eller far eller søn; ti mange akaier
har jo for Hektors, den vældiges, haand maattet bite i græsset.
Bløthjertet var han jo aldrig, din far, i de grufulde kampe.
Derfor maa folket i hele vor by nu jamre for helten.
Graat og nagende sorg har du voldt dine kjære forældre,
elskede Hektor; men mig er den bitreste kummer beskaaret;
ti paa dit dødsleie rakte du ei dine hænder imot mig.
Ei fik du sagt mig et trøstende ord, som jeg kunde for altid
inde i byen. Ulidelig sorg hadde grepet dem alle.
Tæt ved byporten møtte de ham som kjørte den døde.
Foran dem ilte hans værdige mor og hans elskede hustru
frem mot den rullende vogn og rev i sin sorg over helten
haaret av issen, mens mængden stod om i jamrende hulken.
Visst hadde skaren den utslagne dag, til solen var dalet,
jamret for Hektor i klagende graat hist utenfor porten,
hvis ikke oldingen barskt fra sin vogn hadde skreket til folket:
«Plads! La muldyr og hester faa slippe igjennem. Med taarer
kan I jo mætte jer siden, saasnart jeg faar ført ham til borgen.»
Saa han talte. Da vek de i hast til side for vognen.
Men da de ind i den herlige hal hadde baaret den døde,
lagde de ham paa den utskaarne seng og bragte til sæte
fremme ved baaren et forsangerkor som i klagende toner
istemte sorgens vemodige kvad, mens kvinderne sukket.
Hektors hvitarmede viv Andromake utbrøt i klage
holdende ømt mellem hænder sin kampglade egtemands hode:
«Husbond, du døde i ungdommens vaar, og mig som din enke
lot du tilbake i hallen, og han som vi arme gav livet,
er jo et hjælpeløst barn, og manddommen naar han vel aldrig.
Længe forinden vil denne vor by være styrtet i gruset.
Død er jo du som vogtet den trygt og verget den mandig,
du som har vernet umyndige barn og trofaste kvinder.
Snart vil de alle, ja ogsaa jeg selv, paa de stavnkrumme snekker
slæpes fra hjemmet, og enten vil du, mit barn, maatte følge
mig, din mor, til et land, hvor du tvinges til skammelig trældom
under en haardhjertet drot, eller ogsaa vil snart en akaier
ta dig ved armen og slænge dig ned fra muren i døden,
egget av vrede mot Hektor, fordi han i kampen har fældet
enten hans bror eller far eller søn; ti mange akaier
har jo for Hektors, den vældiges, haand maattet bite i græsset.
Bløthjertet var han jo aldrig, din far, i de grufulde kampe.
Derfor maa folket i hele vor by nu jamre for helten.
Graat og nagende sorg har du voldt dine kjære forældre,
elskede Hektor; men mig er den bitreste kummer beskaaret;
ti paa dit dødsleie rakte du ei dine hænder imot mig.
Ei fik du sagt mig et trøstende ord, som jeg kunde for altid
