Denne siden er korrekturlest
gjemme i mindet ved nat og ved dag, naar taarerne strømmet.»
Graatende talte hun saa, mens kvinderne stønnet og sukket.
Derpaa faldt Hekabe ind og begyndte den jamrende klage:
«Hektor, min elskede søn, mit hjertebarn fremfor de andre.
Høit var du elsket forvisst av guderne, medens du levet,
naar de saa ømt har skjermet dig nu, da dødslodden traf dig,
ti mine øvrige sønner som helten, den raske Akillevs,
fanget i kamp, har han solgt og ført over havet, det golde,
snart til Samos og Imbros og snart til det rykende Lemnos;
men da han røvet dig livet paa val med det skjærende kobber,
slæpte han stadig dit lik om vennen Patroklos’ gravhaug,
hans som du vog; men han vakte ham dog ei op fra de døde,
medens du ligger her nu i vor hal, som dræptes du nylig,
dugfrisk og skjøn som en helt hvem sølvbueguden Apollon
rammet med smertefri pil og mildelig sendte i døden.»
Graatende talte hun saa og vakte ustanselig jammer.
Men som den tredje faldt Hélena ind i klagende vemod:
«Hektor, aa du som i svogrenes flok var mig kjærest av alle;
ja, ti jeg har jo til husbond den gudfagre helt Aleksandros,
han som har ført mig til Troja. Aa, gid jeg var død før det skedde.
Nu er det alt paa det tyvende aar jeg arme har levet
siden jeg fulgte ham hit og forlot mit fædrene hjemland.
Dog, et bebreidende ord har jeg aldrig av dig maattet høre;
men naar en anden i hallen forhaanet mig, snart dine brødre,
snart deres langslørte hustruers flok og snart dine søstre,
eller din mor; — ti mild var din far, som var jeg hans datter, —
holdt du dem venlig tilbake og talte dem altid til rette
mildt med forsonende ord, som kom fra dit kjærlige hjerte.
Nu maa jeg graate for dig og min egen usalige skjæbne,
sorgfuld i sind; ti jeg eier ei nu i det vidtstrakte Troja
mer nogen ven som er kjærlig og mild. Nu skyr de mig alle.»
Graatende talte hun saa. Tungt sukket den talløse mængde.
Men til det samlede folk tok Priamos derpaa til orde:
«Skynd jer, troer, hent ved til vor by og frygt ikke længer
lumskelig bakhold fra Argos’ mænd; ti forvisst har Akillevs
lovet mig nys, da han sendte mig hjem fra de tjærede snekker,
ikke at volde os mén, før den tolvte av dage er kommet.»
Saa han talte. Da spændte de straks for de rullende vogner
Graatende talte hun saa, mens kvinderne stønnet og sukket.
Derpaa faldt Hekabe ind og begyndte den jamrende klage:
«Hektor, min elskede søn, mit hjertebarn fremfor de andre.
Høit var du elsket forvisst av guderne, medens du levet,
naar de saa ømt har skjermet dig nu, da dødslodden traf dig,
ti mine øvrige sønner som helten, den raske Akillevs,
fanget i kamp, har han solgt og ført over havet, det golde,
snart til Samos og Imbros og snart til det rykende Lemnos;
men da han røvet dig livet paa val med det skjærende kobber,
slæpte han stadig dit lik om vennen Patroklos’ gravhaug,
hans som du vog; men han vakte ham dog ei op fra de døde,
medens du ligger her nu i vor hal, som dræptes du nylig,
dugfrisk og skjøn som en helt hvem sølvbueguden Apollon
rammet med smertefri pil og mildelig sendte i døden.»
Graatende talte hun saa og vakte ustanselig jammer.
Men som den tredje faldt Hélena ind i klagende vemod:
«Hektor, aa du som i svogrenes flok var mig kjærest av alle;
ja, ti jeg har jo til husbond den gudfagre helt Aleksandros,
han som har ført mig til Troja. Aa, gid jeg var død før det skedde.
Nu er det alt paa det tyvende aar jeg arme har levet
siden jeg fulgte ham hit og forlot mit fædrene hjemland.
Dog, et bebreidende ord har jeg aldrig av dig maattet høre;
men naar en anden i hallen forhaanet mig, snart dine brødre,
snart deres langslørte hustruers flok og snart dine søstre,
eller din mor; — ti mild var din far, som var jeg hans datter, —
holdt du dem venlig tilbake og talte dem altid til rette
mildt med forsonende ord, som kom fra dit kjærlige hjerte.
Nu maa jeg graate for dig og min egen usalige skjæbne,
sorgfuld i sind; ti jeg eier ei nu i det vidtstrakte Troja
mer nogen ven som er kjærlig og mild. Nu skyr de mig alle.»
Graatende talte hun saa. Tungt sukket den talløse mængde.
Men til det samlede folk tok Priamos derpaa til orde:
«Skynd jer, troer, hent ved til vor by og frygt ikke længer
lumskelig bakhold fra Argos’ mænd; ti forvisst har Akillevs
lovet mig nys, da han sendte mig hjem fra de tjærede snekker,
ikke at volde os mén, før den tolvte av dage er kommet.»
Saa han talte. Da spændte de straks for de rullende vogner
