Denne siden er korrekturlest
har nu i sinde at kjæmpe om dig med de mægtige lanser.
Den av de tyende som seirer, hans elskede viv skal du kaldes.»
Saaledes talte gudinden og vakte den søteste længsel
efter den husbond hun elsket tilforn, efter hjem og forældre.
Skyndsomt hyllet hun sig i det snehvite slør, og fra kamret
ilte hun hastig avsted og fældte en perlende taare.
Ei var hun ene; ti to av de tjenende kvinder slog følge,
Aitra, en datter av Pittevs, og møen den skjønne Klymene.
Snart var de fremme og naadde den skaiiske port paa sin vandring.
Men i en kreds om Priamos sat ved den skaiiske byport
troernes raadsherrer samlet. Der sat hin drot Hiketaon,
krigsgudens ætling, og Pantoos, Klytios, Lampos, Tymoites,
drotten Antenor og fyrsten Ukalegon, sindige vismænd.
Alle var graanet forlængst, for gamle til kamp; men paa tinge
var de veltalende mænd, lik cikader i løvrike lunder,
naar de i trærne kvidrer sin sang med liflige stemmer.
Saaledes sat de troiske høvdinger samlet paa taarnet.
Men da de gamle blev Hélena var, som vandret til porten,
talte de vingede ord og hvisket i løn til hverandre:
«Ei kan det undre at troer og malmklædte mænd av Akaia
længe for saadan en kvinde har lidt og døiet saa meget.
Skuffende ligner hun jo en himmelsk gudinde av aasyn.
Dog, saa deilig hun er, maa hun nu drage hjem over havet.
Ei maa hun dvæle i Troja til kval for os selv og vort avkom.»
Saa de talte. Da kaldte kong Priamos Hélena til sig:
«Kom, mit elskede barn, og sæt dig en stund ved min side,
saa du kan se din forrige mand, dine frænder og venner.
Ikke har du nogen skyld; det er guderne selv som har villet
styrte mig ind i en jammerfuld krig med akaiernes sønner.
Da kan du ogsaa faa nævne ved navn denne vældige kjæmpe.
Si hvem han er den akaiske helt saa stor og saa herlig.
Vel er der andre som rager med hovedet op over denne;
endnu saa jeg dog ei for mit blik saa fager en høvding
eller saa værdig av aasyn. Han ligner en høibaaren konge.»
Straks tok Hélena ordet, den høibaarne kvinde, og svarte:
«Elskede far, med blygsel og ærefrygt ser jeg dit aasyn.
Gid jeg saasandt hadde valgt den grufulde død, da jeg fordum
fulgte din søn og forlot den hjemlige hal og min lille
Den av de tyende som seirer, hans elskede viv skal du kaldes.»
Saaledes talte gudinden og vakte den søteste længsel
efter den husbond hun elsket tilforn, efter hjem og forældre.
Skyndsomt hyllet hun sig i det snehvite slør, og fra kamret
ilte hun hastig avsted og fældte en perlende taare.
Ei var hun ene; ti to av de tjenende kvinder slog følge,
Aitra, en datter av Pittevs, og møen den skjønne Klymene.
Snart var de fremme og naadde den skaiiske port paa sin vandring.
Men i en kreds om Priamos sat ved den skaiiske byport
troernes raadsherrer samlet. Der sat hin drot Hiketaon,
krigsgudens ætling, og Pantoos, Klytios, Lampos, Tymoites,
drotten Antenor og fyrsten Ukalegon, sindige vismænd.
Alle var graanet forlængst, for gamle til kamp; men paa tinge
var de veltalende mænd, lik cikader i løvrike lunder,
naar de i trærne kvidrer sin sang med liflige stemmer.
Saaledes sat de troiske høvdinger samlet paa taarnet.
Men da de gamle blev Hélena var, som vandret til porten,
talte de vingede ord og hvisket i løn til hverandre:
«Ei kan det undre at troer og malmklædte mænd av Akaia
længe for saadan en kvinde har lidt og døiet saa meget.
Skuffende ligner hun jo en himmelsk gudinde av aasyn.
Dog, saa deilig hun er, maa hun nu drage hjem over havet.
Ei maa hun dvæle i Troja til kval for os selv og vort avkom.»
Saa de talte. Da kaldte kong Priamos Hélena til sig:
«Kom, mit elskede barn, og sæt dig en stund ved min side,
saa du kan se din forrige mand, dine frænder og venner.
Ikke har du nogen skyld; det er guderne selv som har villet
styrte mig ind i en jammerfuld krig med akaiernes sønner.
Da kan du ogsaa faa nævne ved navn denne vældige kjæmpe.
Si hvem han er den akaiske helt saa stor og saa herlig.
Vel er der andre som rager med hovedet op over denne;
endnu saa jeg dog ei for mit blik saa fager en høvding
eller saa værdig av aasyn. Han ligner en høibaaren konge.»
Straks tok Hélena ordet, den høibaarne kvinde, og svarte:
«Elskede far, med blygsel og ærefrygt ser jeg dit aasyn.
Gid jeg saasandt hadde valgt den grufulde død, da jeg fordum
fulgte din søn og forlot den hjemlige hal og min lille
