Denne siden er korrekturlest
deilige datter og hele min slegt og de kjære veninder.
Dog det skulde ei ske, og nu maa jeg smelte i taarer.
Ja jeg skal svare paa alt hvad du spør om og gjerne vil vite.
Dette er Atrevs' søn, den mægtige drot Agamemnon,
baade en ypperlig konge og dertil den tapreste spydhelt,
Fræk som jeg er, har han været min maag — saa sandt han da var det.»
Saa hun talte, og gubben beundret ham storlig og mælte:
«Atrevs' søn, til held er du født, velsignet av guder.
Sandelig, mange akaiske mænd maa lyde din vilje.
Engang kom jeg til frygernes land, hvor rankerne grønnes.
Der har jeg set et utal av frygiske kjæmper paa stridsvogn,
Otrevs' folk og Mygdons, en mand som var gudernes like,
helter som da laa i leir ved elven Sangários' bredder.
Ja, ti jeg kom dem til hjælp, og som en av dem selv blev jeg regnet,
da amazonerne kom, de mandhaftige stridbare møer.
Dog, selv hine var færre i tal end de kjække akaier.»
Derefter spurte den gamle paany, da han øinet Odyssevs:
«Si mig nu ogsaa, mit elskede barn, hvem dette kan være.
Lavere er han av vekst end Atrevs' søn Agamemnon;
bredere dog over skuldre og bryst er helten at se til.
Hist paa den nærende jord har han lagt sine skinnende vaaben.
Selv gaar han ordnende om i mændenes flok som en væder.
Ja, jeg vil ligne ham med en kraftig og tykuldet væder,
naar i en flok av snehvite faar den kneisende skrider.»
Hélena, Alfaders datter, tok straks til orde og svarte:
«Manden du ser, er Odyssevs, den raadsnare søn av Laertes.
Fjernt paa Itakas bjergfulde ø er han baaren og fostret,
kyndig i alleslags list og en mester i kløktige planer.»
Da tok gubben Antenor, den værdige vismand, til orde,
«Kvinde, ja visselig talte du sandt; dine ord var de rette.
Engang tilforn kom helten Odyssevs til os for at melde
budskap om dig, og den krigerske drot Menelaos var med ham.
Herberge gav jeg dem selv i mit hus som hædrede gjester.
Dengang lærte jeg grant deres aasyn og tanker at kjende.
Var de tilstede i troernes kreds og stod under møtet,
raget din mand, Menelaos, jo op med skuldrene brede;
men naar de begge tok sæte, da tyktes Odyssevs os værdigst.
Formet de saa, med ordenes kunst sine tanker paa tinge,
Dog det skulde ei ske, og nu maa jeg smelte i taarer.
Ja jeg skal svare paa alt hvad du spør om og gjerne vil vite.
Dette er Atrevs' søn, den mægtige drot Agamemnon,
baade en ypperlig konge og dertil den tapreste spydhelt,
Fræk som jeg er, har han været min maag — saa sandt han da var det.»
Saa hun talte, og gubben beundret ham storlig og mælte:
«Atrevs' søn, til held er du født, velsignet av guder.
Sandelig, mange akaiske mænd maa lyde din vilje.
Engang kom jeg til frygernes land, hvor rankerne grønnes.
Der har jeg set et utal av frygiske kjæmper paa stridsvogn,
Otrevs' folk og Mygdons, en mand som var gudernes like,
helter som da laa i leir ved elven Sangários' bredder.
Ja, ti jeg kom dem til hjælp, og som en av dem selv blev jeg regnet,
da amazonerne kom, de mandhaftige stridbare møer.
Dog, selv hine var færre i tal end de kjække akaier.»
Derefter spurte den gamle paany, da han øinet Odyssevs:
«Si mig nu ogsaa, mit elskede barn, hvem dette kan være.
Lavere er han av vekst end Atrevs' søn Agamemnon;
bredere dog over skuldre og bryst er helten at se til.
Hist paa den nærende jord har han lagt sine skinnende vaaben.
Selv gaar han ordnende om i mændenes flok som en væder.
Ja, jeg vil ligne ham med en kraftig og tykuldet væder,
naar i en flok av snehvite faar den kneisende skrider.»
Hélena, Alfaders datter, tok straks til orde og svarte:
«Manden du ser, er Odyssevs, den raadsnare søn av Laertes.
Fjernt paa Itakas bjergfulde ø er han baaren og fostret,
kyndig i alleslags list og en mester i kløktige planer.»
Da tok gubben Antenor, den værdige vismand, til orde,
«Kvinde, ja visselig talte du sandt; dine ord var de rette.
Engang tilforn kom helten Odyssevs til os for at melde
budskap om dig, og den krigerske drot Menelaos var med ham.
Herberge gav jeg dem selv i mit hus som hædrede gjester.
Dengang lærte jeg grant deres aasyn og tanker at kjende.
Var de tilstede i troernes kreds og stod under møtet,
raget din mand, Menelaos, jo op med skuldrene brede;
men naar de begge tok sæte, da tyktes Odyssevs os værdigst.
Formet de saa, med ordenes kunst sine tanker paa tinge,
