Denne siden er korrekturlest
«Alfader Zevs! saa grusom som du er ingen blandt guder.
Visselig haabet jeg nu at faa hevn for Paris' udaad.
Dog, min sverdklinge brast i de kraftige næver, og lansen
slynget forgjæves jeg ut av min haand; jeg rammet ham ikke.»
Saa han talte og skyndte sig frem og grep om den tætte
hestehaars busk og slæpte ham hen mot de gjæve akaier.
Hjelmens forsirede rem som var spændt under høvdingens hake
trykket ham haardt under halsen saa myk og kvalte ham næsten.
Visselig hadde han slæpt ham avsted med uvisnelig hæder,
hvis ikke Alfaders barn Afrodite straks hadde set det.
Skindremmen sterk lot hun briste, av seigeste oksehud skaaret.
Tom var den straalende hjelm som fulgte hans vældige næve.
Slængte da helten den hen til akaiernes malmklædte sønner.
Hvirvlende for den avsted og blev grepet av trofaste venner.
Rasende styrtet han fremad paany for at støte sin uven
ned med sin lanse; men lekende let Afrodite ham rykket
bort med guddommelig magt og hyllet ham ind i en taake.
Derefter satte hun ham i det røkelseduftende kammer,
medens hun gik for at kalde paa Hélena. Snart var hun fundet
hist paa det kneisende taarn i en kreds av troiske kvinder.
Rørte hun da hendes deilige slør med haanden og talte
skuffende lik av aasyn og vekst en aldrende kvinde,
spindersken, hun som spandt hendes fineste uld, da hun bodde
hist i sit hjem Lakedaimon, og hvem hun saa høit hadde elsket.
Skuffende lik den gamle tok straks Afrodite til orde:
«Følg mig! Din mand Aleksandros har sendt mig og ber dig at komme
straks til dit hjem. Han sitter saa skjøn i de straalende stasklær
hist paa den utskaarne seng i det røkelseduftende kammer.
Ei skulde en kunne tro at han kom fra en kamp; men at helten
agtet til dansen at gaa, eller hvilte sig ut efter dansen.»
Saa hun talte, men vakte kun harm i hustruens hjerte,
og da hun saa for sit blik gudindens fortryllende nakke,
barmen saa yndig og fuld og de sælsomt funklende øine,
gyste hun, farende sammen i gru, og mælte omsider:
«Slemme gudinde, hvi frister du lumsk at daare mig arme?
Vil du nu føre mig længer avsted til fremmede byer
enten i Frygien eller Maioniens yndige dale,
dersom blandt menneskers barn du der har en yngling du elsker?
Visselig haabet jeg nu at faa hevn for Paris' udaad.
Dog, min sverdklinge brast i de kraftige næver, og lansen
slynget forgjæves jeg ut av min haand; jeg rammet ham ikke.»
Saa han talte og skyndte sig frem og grep om den tætte
hestehaars busk og slæpte ham hen mot de gjæve akaier.
Hjelmens forsirede rem som var spændt under høvdingens hake
trykket ham haardt under halsen saa myk og kvalte ham næsten.
Visselig hadde han slæpt ham avsted med uvisnelig hæder,
hvis ikke Alfaders barn Afrodite straks hadde set det.
Skindremmen sterk lot hun briste, av seigeste oksehud skaaret.
Tom var den straalende hjelm som fulgte hans vældige næve.
Slængte da helten den hen til akaiernes malmklædte sønner.
Hvirvlende for den avsted og blev grepet av trofaste venner.
Rasende styrtet han fremad paany for at støte sin uven
ned med sin lanse; men lekende let Afrodite ham rykket
bort med guddommelig magt og hyllet ham ind i en taake.
Derefter satte hun ham i det røkelseduftende kammer,
medens hun gik for at kalde paa Hélena. Snart var hun fundet
hist paa det kneisende taarn i en kreds av troiske kvinder.
Rørte hun da hendes deilige slør med haanden og talte
skuffende lik av aasyn og vekst en aldrende kvinde,
spindersken, hun som spandt hendes fineste uld, da hun bodde
hist i sit hjem Lakedaimon, og hvem hun saa høit hadde elsket.
Skuffende lik den gamle tok straks Afrodite til orde:
«Følg mig! Din mand Aleksandros har sendt mig og ber dig at komme
straks til dit hjem. Han sitter saa skjøn i de straalende stasklær
hist paa den utskaarne seng i det røkelseduftende kammer.
Ei skulde en kunne tro at han kom fra en kamp; men at helten
agtet til dansen at gaa, eller hvilte sig ut efter dansen.»
Saa hun talte, men vakte kun harm i hustruens hjerte,
og da hun saa for sit blik gudindens fortryllende nakke,
barmen saa yndig og fuld og de sælsomt funklende øine,
gyste hun, farende sammen i gru, og mælte omsider:
«Slemme gudinde, hvi frister du lumsk at daare mig arme?
Vil du nu føre mig længer avsted til fremmede byer
enten i Frygien eller Maioniens yndige dale,
dersom blandt menneskers barn du der har en yngling du elsker?
