Denne siden er korrekturlest
«Lyv ikke, Atrevs' søn, naar du godt kunde sige det sande.
Trygt tør vi rose os selv som gjævere end vore fædre.
Teben, den mægtige stad med portene syv, har vi stormet,
skjønt med en ringere hær vi drog mot de trodsige mure.
Dog vi stolte paa gudernes tegn og Alfaders bistand,
mens vore fædre forvoldte sit fald ved ugudelig hovmod.
Ros dem da ei som mønstre for os i manddom og hæder».
Misnøid, med rynkede bryn, tok straks Diomedes til orde:
«Stille, min ven, du faar lyde mit raad og holde dig rolig.
Ikke forarger det mig at mændenes drot Agamemnon
egger til skarpeste strid de malmklædte mænd av Akaia.
Ham vil jo hæderen følge, saafremt akaiernes sønner
vinder med troerne bugt og stormer det hellige Troja.
Selv vil han føle den bitreste sorg, hvis akaierne fældes.
Derfor velan, la os tænke paa kamp og storme til striden.»
Saa han talte og sprang fra sin vogn i skinnende rustning.
Frygtelig klang om herskerens bryst, da han hoppet til jorden,
panserets plater av malm. Den modigste helt kunde grue.
Likesom bølgerne ruller fra sjø mot den brusende strandbred
jaget av Zefyros frem og pisket av vældige byger
— Langt tilhavs de topper sig først; men derpaa de brytes
mægtig mot stranden med tordnende larm, og krummet om pynter
løfter de kammene høit og sprøiter det skummende saltvand —
Saaledes stormet danaernes hær i endeløs række
fremad til strid, og lydt klang førernes rop gjennem skaren.
Men deres folk gik tyst; ei skulde man tro at de mange
stridsmænd som fulgte sin drot hadde røst og mæle i brystet.
Førerne fulgte de lydig og tyst, og straalende lyste
blinkende brynjer om krigernes bryst, hvor rækkerne stevnet,
Troerne derimot skrek lik faar som i talløse flokker
staar i den myldrende kve paa rikmandens vang for at melkes,
mens de ustanselig bræker, naar lammenes stemmer de hører.
Saaledes gjaldet de larmende skrik fra den mægtige fylking;
ti deres tungemaal var ikke ens eller talen den samme.
Blandet var mændenes maal; fra mangfoldige land var de budsendt
Krigsguden egget nu disse til kamp, men Pallas de andre
sammen med Deimos og Fobos og møen, den stridslystne Eris,
søster av Ares, den blodgriske gud, og hans trofaste fælle.
Trygt tør vi rose os selv som gjævere end vore fædre.
Teben, den mægtige stad med portene syv, har vi stormet,
skjønt med en ringere hær vi drog mot de trodsige mure.
Dog vi stolte paa gudernes tegn og Alfaders bistand,
mens vore fædre forvoldte sit fald ved ugudelig hovmod.
Ros dem da ei som mønstre for os i manddom og hæder».
Misnøid, med rynkede bryn, tok straks Diomedes til orde:
«Stille, min ven, du faar lyde mit raad og holde dig rolig.
Ikke forarger det mig at mændenes drot Agamemnon
egger til skarpeste strid de malmklædte mænd av Akaia.
Ham vil jo hæderen følge, saafremt akaiernes sønner
vinder med troerne bugt og stormer det hellige Troja.
Selv vil han føle den bitreste sorg, hvis akaierne fældes.
Derfor velan, la os tænke paa kamp og storme til striden.»
Saa han talte og sprang fra sin vogn i skinnende rustning.
Frygtelig klang om herskerens bryst, da han hoppet til jorden,
panserets plater av malm. Den modigste helt kunde grue.
Likesom bølgerne ruller fra sjø mot den brusende strandbred
jaget av Zefyros frem og pisket av vældige byger
— Langt tilhavs de topper sig først; men derpaa de brytes
mægtig mot stranden med tordnende larm, og krummet om pynter
løfter de kammene høit og sprøiter det skummende saltvand —
Saaledes stormet danaernes hær i endeløs række
fremad til strid, og lydt klang førernes rop gjennem skaren.
Men deres folk gik tyst; ei skulde man tro at de mange
stridsmænd som fulgte sin drot hadde røst og mæle i brystet.
Førerne fulgte de lydig og tyst, og straalende lyste
blinkende brynjer om krigernes bryst, hvor rækkerne stevnet,
Troerne derimot skrek lik faar som i talløse flokker
staar i den myldrende kve paa rikmandens vang for at melkes,
mens de ustanselig bræker, naar lammenes stemmer de hører.
Saaledes gjaldet de larmende skrik fra den mægtige fylking;
ti deres tungemaal var ikke ens eller talen den samme.
Blandet var mændenes maal; fra mangfoldige land var de budsendt
Krigsguden egget nu disse til kamp, men Pallas de andre
sammen med Deimos og Fobos og møen, den stridslystne Eris,
søster av Ares, den blodgriske gud, og hans trofaste fælle.
