Denne siden er korrekturlest
Pralende ropte den herlige søn av den gjæve Lykaon:
«Fremad, I mandige troer, I vældige helter paa stridsvogn.
Nu er han rammet akaiernes helt, og ei vil han længe
taale min kraftige pil, saasandt jeg fra Lykien stevnet,
sendt av Alfaders mægtige søn, den sterke Apollon.»
Saaledes pralte han stolt; men pilen blev ikke hans bane.
Vikende hastet han hen til sin vogn og de fotrappe hester,
stanset saa der og ropte til Stenelos, Kapanevs' ætling.
«Kapanevs' søn, min trofaste ven, stig ned fra dit sæte.
Hjælp mig at trække den smertende pil fra min saarede skulder.»
Saa han talte, og Stenelos sprang fra vognen til jorden,
traadte ham nær og rykket den vingede pil fra hans skulder.
Blodstrømmen sprøitet med kraft igjennem den flettede brynje.
Inderlig bad Diomedes, hin helt med den rungende stemme:
«Hør mig, du aigissvingerens barn, som aldrig kan kues.
Hvis du har elsket min far og mig selv og naadig har hjulpet
begge i strid, saa vis mig paany din naade, Atene.
Und mig at fælde hin mand og at naa med min vældige lanse
ham som har rammet mig først og nu saa pralende sier
at mine øine ei længe skal se det straalende sollys.»
Bedende talte han saa og blev hørt av Pallas Atene.
Lemmerne gjorde hun lette, hans føtter og kraftige armer.
Gik hun da nær og med vingede ord hun talte til helten:
«Gaa, Diomedes! Fat mod og kjæmp mot de troiske helter;
ti i dit bryst har jeg vakt det frygtløse mod som han eide,
Tydevs, din far, naar han rystet sit skjold og styrte sin stridsvogn.
Nu har jeg spredt hin taake som hittil har sløret dit øie,
saa du med lethet kan skjelne en gud fra en dødelig kjæmpe.
Dersom en gud monne krydse din vei og friste til tvekamp,
da maa du vogte dig vel for at stevne til strid med de andre
evige guder; men dersom hint barn av Zevs, Afrodite,
kommer til kamp, kan du trøstig slaa til med det hvæssede kobber.»
Saaledes talte og svandt den blaaøide Pallas Atene.
Atter gik Tydevs' søn blandt de forreste stridsmænd til kampen.
Higet han end tilforn til en dyst mot troernes skare,
trefold større var nu hans mod. Han sprang som en løve,
en som en gjæter, som vogter paa vang de uldrike sauer,
streifer, men ikke faar dræpt, naar den hopper i sprang over gjærdet.
«Fremad, I mandige troer, I vældige helter paa stridsvogn.
Nu er han rammet akaiernes helt, og ei vil han længe
taale min kraftige pil, saasandt jeg fra Lykien stevnet,
sendt av Alfaders mægtige søn, den sterke Apollon.»
Saaledes pralte han stolt; men pilen blev ikke hans bane.
Vikende hastet han hen til sin vogn og de fotrappe hester,
stanset saa der og ropte til Stenelos, Kapanevs' ætling.
«Kapanevs' søn, min trofaste ven, stig ned fra dit sæte.
Hjælp mig at trække den smertende pil fra min saarede skulder.»
Saa han talte, og Stenelos sprang fra vognen til jorden,
traadte ham nær og rykket den vingede pil fra hans skulder.
Blodstrømmen sprøitet med kraft igjennem den flettede brynje.
Inderlig bad Diomedes, hin helt med den rungende stemme:
«Hør mig, du aigissvingerens barn, som aldrig kan kues.
Hvis du har elsket min far og mig selv og naadig har hjulpet
begge i strid, saa vis mig paany din naade, Atene.
Und mig at fælde hin mand og at naa med min vældige lanse
ham som har rammet mig først og nu saa pralende sier
at mine øine ei længe skal se det straalende sollys.»
Bedende talte han saa og blev hørt av Pallas Atene.
Lemmerne gjorde hun lette, hans føtter og kraftige armer.
Gik hun da nær og med vingede ord hun talte til helten:
«Gaa, Diomedes! Fat mod og kjæmp mot de troiske helter;
ti i dit bryst har jeg vakt det frygtløse mod som han eide,
Tydevs, din far, naar han rystet sit skjold og styrte sin stridsvogn.
Nu har jeg spredt hin taake som hittil har sløret dit øie,
saa du med lethet kan skjelne en gud fra en dødelig kjæmpe.
Dersom en gud monne krydse din vei og friste til tvekamp,
da maa du vogte dig vel for at stevne til strid med de andre
evige guder; men dersom hint barn av Zevs, Afrodite,
kommer til kamp, kan du trøstig slaa til med det hvæssede kobber.»
Saaledes talte og svandt den blaaøide Pallas Atene.
Atter gik Tydevs' søn blandt de forreste stridsmænd til kampen.
Higet han end tilforn til en dyst mot troernes skare,
trefold større var nu hans mod. Han sprang som en løve,
en som en gjæter, som vogter paa vang de uldrike sauer,
streifer, men ikke faar dræpt, naar den hopper i sprang over gjærdet.
