Denne siden er korrekturlest
hvis jeg ei knækker med denne min haand min bue og kaster
stumperne hen paa et baal; ti jeg bærer den ganske forgjæves.»
Troernes fører Aineias tok atter til orde og svarte:
«Tal ikke saa i din harm! Dog ændres vel ikke vort vanheld,
førend vi to vil prøve en dyst mot helten og begge
stige tilvogns med hester for karm i panser og plate.
Kom nu, stig op paa min vogn og prøv mine troiske hester.
Selv skal du se hvor villig og raskt de traver paa sletten
frem og tilbake til anfald og flugt i ilende stormløp.
Hen til byen de frelser os let, hvis Alfader atter
under den vældige Tydevs' søn Diomedes at seire.
Ta i din haand den smidige pisk og de skinnende tøiler.
Selv vil jeg da stige ned fra min vogn og kjæmpe mot helten.
eller gaa du ham imøte, saa styrer jeg selv mine hester.»
Derefter svarte den herlige drot, hin søn av Lykaon:
«Gjæve Aineias, du selv faar styre dit tvespand med tøilen.
Dersom de kjender sin vognstyrers haand, saa trækker de villig
vognen avsted, hvis vi atter maa fly for Tydevs' ætling.
Ellers blev hestene lettelig sky og trak ikke vognen
ut av den larmende kamp, naar de savnet din manende stemme.
Møtte vi da den modige Tydevs' søn, og han stormet
fremad til kamp, saa vog han os selv og tok vore hester.
Nei, du maa selv faa styre dit spand og den prægtige stridsvogn.
Jeg skal gaa helten i møte til kamp med min hvæssede lanse.»
Saaledes vekslet de ord og steg paa den prægtige stridsvogn.
Kamplystne styrte de hestenes spand mot den gjæve Tydeide.
Men da nu Stenelos, Kapanevs' søn, fik øie paa vognen,
talte han saa med vingede ord til sin ven Diomedes:
«Tydevs' søn, Diomedes, som er mig saa kjær i mit hjerte.
Hist to helter jeg ser av umaadelig kraft, og de stevner
hidsig imot dig til kamp, den ene en mester med buen,
Pandaros, helten som nævner som far den gjæve Lykaon;
dertil den søn Afrodite har født, den tapre Aineias,
han som kalder sig stolt en søn av den gjæve Ankises.
Kom, la os fly paa vor vogn, og ras ikke mer saa ustyrlig
forrest i kjæmpernes rad; ti ellers vil døden dig ramme.»
Harmfuld med rynkede bryn, tok straks Diomedes til orde:
«Raad mig dog ikke til flugt, ti jeg føier dig visselig ikke.
stumperne hen paa et baal; ti jeg bærer den ganske forgjæves.»
Troernes fører Aineias tok atter til orde og svarte:
«Tal ikke saa i din harm! Dog ændres vel ikke vort vanheld,
førend vi to vil prøve en dyst mot helten og begge
stige tilvogns med hester for karm i panser og plate.
Kom nu, stig op paa min vogn og prøv mine troiske hester.
Selv skal du se hvor villig og raskt de traver paa sletten
frem og tilbake til anfald og flugt i ilende stormløp.
Hen til byen de frelser os let, hvis Alfader atter
under den vældige Tydevs' søn Diomedes at seire.
Ta i din haand den smidige pisk og de skinnende tøiler.
Selv vil jeg da stige ned fra min vogn og kjæmpe mot helten.
eller gaa du ham imøte, saa styrer jeg selv mine hester.»
Derefter svarte den herlige drot, hin søn av Lykaon:
«Gjæve Aineias, du selv faar styre dit tvespand med tøilen.
Dersom de kjender sin vognstyrers haand, saa trækker de villig
vognen avsted, hvis vi atter maa fly for Tydevs' ætling.
Ellers blev hestene lettelig sky og trak ikke vognen
ut av den larmende kamp, naar de savnet din manende stemme.
Møtte vi da den modige Tydevs' søn, og han stormet
fremad til kamp, saa vog han os selv og tok vore hester.
Nei, du maa selv faa styre dit spand og den prægtige stridsvogn.
Jeg skal gaa helten i møte til kamp med min hvæssede lanse.»
Saaledes vekslet de ord og steg paa den prægtige stridsvogn.
Kamplystne styrte de hestenes spand mot den gjæve Tydeide.
Men da nu Stenelos, Kapanevs' søn, fik øie paa vognen,
talte han saa med vingede ord til sin ven Diomedes:
«Tydevs' søn, Diomedes, som er mig saa kjær i mit hjerte.
Hist to helter jeg ser av umaadelig kraft, og de stevner
hidsig imot dig til kamp, den ene en mester med buen,
Pandaros, helten som nævner som far den gjæve Lykaon;
dertil den søn Afrodite har født, den tapre Aineias,
han som kalder sig stolt en søn av den gjæve Ankises.
Kom, la os fly paa vor vogn, og ras ikke mer saa ustyrlig
forrest i kjæmpernes rad; ti ellers vil døden dig ramme.»
Harmfuld med rynkede bryn, tok straks Diomedes til orde:
«Raad mig dog ikke til flugt, ti jeg føier dig visselig ikke.
