Denne siden er korrekturlest
like mot næsen ved øiet, og tændernes skinnende række
knækkedes brat, og den hærdede malmspids kløvde hans tunge
inderst ved roten, og odden for frem under høvdingens hake.
Ned ifra vognen han faldt, og rustningens straalende plater
klirret om krigerens bryst, og sky sprang hestenes tvespand
rapt tilside. Hans styrke var brutt, og livet var sluknet.
Helten Aineias sprang frem med sit skjold og sin mægtige lanse;
ti han var ræd at akaiernes mænd skulde slæpe ham med sig.
Stolende trygt paa sin kraft gik han om som en glubende løve
rundt om sin fældede ven og holdt sit skjold og sin lanse
frem for at fælde enhver som kom ham i møte, og grufuldt
gjaldet hans truende rop. Da grep Diomedes en graasten
vældig og tung. Ei to av de mænd som findes paa jorden
nu, kunde rokke dens vegt; men han svang den med lethet alene.
Midt i lænden han rammet ham haardt, hvor laarbenet møter
hoften i bøielig led. En hofteskaal kaldes det vanlig.
Stenen slog skaalen i knas, og begge hans sener den sprængte.
Stenen den kantede flænget hans hud, og den modige høvding
segnet i knæ og støttet mot jord sin vældige næve,
kraftløs og mat, og slørt blev hans blik av natten den mørke.
Nu hadde mændenes drot Aineias fundet sin bane,
hvis ikke Zevs' barn Afrodite straks hadde set det.
Hun blev hans mor ved Ankises, som vogtet paa vang sine okser.
Ømt hun favnet sin elskede søn i de snehvite armer,
og med en flik av det skinnende slør hun dækket den faldne
varsomt mot spydenes kast, saa ingen danaer fra vognen
straks skulde støte sit spyd i hans bryst og røve ham livet.
Saaledes bar gudinden sin søn fra det larmende kampgny.
Straks kom Kapanevs' herlige søn ihu hvad den bolde
høimælte helt Diomedes fornys hadde lagt ham paa hjerte.
Hestenes fotrappe spand han trængte tilbake og drev dem
bort fra den larmende kamp og bandt deres tøiler til karmen.
Saa sprang han hen og drev Aineias' skinnende tvespand
bort ifra troernes hær til akaiernes malmklædte fylking.
Tøilerne rakte han helten Deïpylos, ham som han hædret
høiest i vennernes kreds; ti i tanker og sind var de like.
Hen til de gyngende snekker han bød ham at kjøre og hoppet
selv paa sin prægtige vogn og grep om de skinnende tøiler.
knækkedes brat, og den hærdede malmspids kløvde hans tunge
inderst ved roten, og odden for frem under høvdingens hake.
Ned ifra vognen han faldt, og rustningens straalende plater
klirret om krigerens bryst, og sky sprang hestenes tvespand
rapt tilside. Hans styrke var brutt, og livet var sluknet.
Helten Aineias sprang frem med sit skjold og sin mægtige lanse;
ti han var ræd at akaiernes mænd skulde slæpe ham med sig.
Stolende trygt paa sin kraft gik han om som en glubende løve
rundt om sin fældede ven og holdt sit skjold og sin lanse
frem for at fælde enhver som kom ham i møte, og grufuldt
gjaldet hans truende rop. Da grep Diomedes en graasten
vældig og tung. Ei to av de mænd som findes paa jorden
nu, kunde rokke dens vegt; men han svang den med lethet alene.
Midt i lænden han rammet ham haardt, hvor laarbenet møter
hoften i bøielig led. En hofteskaal kaldes det vanlig.
Stenen slog skaalen i knas, og begge hans sener den sprængte.
Stenen den kantede flænget hans hud, og den modige høvding
segnet i knæ og støttet mot jord sin vældige næve,
kraftløs og mat, og slørt blev hans blik av natten den mørke.
Nu hadde mændenes drot Aineias fundet sin bane,
hvis ikke Zevs' barn Afrodite straks hadde set det.
Hun blev hans mor ved Ankises, som vogtet paa vang sine okser.
Ømt hun favnet sin elskede søn i de snehvite armer,
og med en flik av det skinnende slør hun dækket den faldne
varsomt mot spydenes kast, saa ingen danaer fra vognen
straks skulde støte sit spyd i hans bryst og røve ham livet.
Saaledes bar gudinden sin søn fra det larmende kampgny.
Straks kom Kapanevs' herlige søn ihu hvad den bolde
høimælte helt Diomedes fornys hadde lagt ham paa hjerte.
Hestenes fotrappe spand han trængte tilbake og drev dem
bort fra den larmende kamp og bandt deres tøiler til karmen.
Saa sprang han hen og drev Aineias' skinnende tvespand
bort ifra troernes hær til akaiernes malmklædte fylking.
Tøilerne rakte han helten Deïpylos, ham som han hædret
høiest i vennernes kreds; ti i tanker og sind var de like.
Hen til de gyngende snekker han bød ham at kjøre og hoppet
selv paa sin prægtige vogn og grep om de skinnende tøiler.
