Side:Iliaden.djvu/89

Denne siden er korrekturlest
Raskt han styrte de kraftige dyr til sin ven Diomedes,
som med det grusomme spyd for frem mot den kypriske guddom,
saasom han visste saa vel hun var svak, ei en av de barske
krigens gudinder som tumler sig vildt i mændenes kampe,
hverken Atene, ei heller den herjende skjoldmø Enyo.
Men da han jagende frem hadde truffet gudinden i vrimlen,
strakte den modige Tydevs' søn sig frem med sin lanse
og i den yndige haand med et sprang han støtte det haarde
skjærende kobber, og bakerst ved haandleddet boret sig spidsen
gjennem det skjønne gevandt som chariterne selv hadde vævet,
ind under huden. Straks strømmet den himmelske væske fra saaret,
slik som den flyter i aarernes net hos de salige guder.
Ikke er brød deres mat eller funklende vin deres drikke.
Derfor har de ei blod og kaldes de evige væsner.
Høit hun skrek i sin kval, og sønnen, den elskede slap hun.
Løftet da Foibos Apollon ham op og bar ham fra valen,
skjult i en kulsort sky forat ingen danaer fra vognen
grumt skulde støte sit spyd i hans bryst og røve ham livet.
Truende skrek Diomedes, den høimælte helt, til gudinden:
«Fly, du datter av Zevs, fra krig og fra grufulde kampe.
Er det ei nok at du daarer med ord de kraftløse kvinder?
Færdes du ogsaa i krig, da tror jeg forvisst, at du siden
stedse skal grue for krig, naar du hører den nævnt fra det fjerne.»
Saa han talte; da ilte hun bort og pintes av kvaler.
Ut av kamptumlen førte den stormsnare Iris gudinden.
Svart blev hun pint, og den deilige hud blev farvet av blodet.
Fandt hun da Ares, den stormende gud. Tilvenstre paa valen
sat han i ro, og skjult i en sky var hans spyd og hans hester.
Jamrende faldt hun paa knæ i sin nød og tryglet og bønfaldt
ydmyg sin elskede bror om at laane hans guldsmykte hester:
«Hjælp mig, min elskede bror og gi mig tillaans dine hester,
saa jeg kan naa til Olymp, hvor de evige guder har hjemme.
Svart blir jeg pint av et saar som en dødelig kjæmpe har voldt mig,
Tydevs' søn, som løfter vel snart mot Zevs sine vaaben.»
Saa hun talte, og krigsguden gav hende straks sine hester.
Op paa hans stridsvogn steg hun med nagende kval i sit hjerte.
Ved hendes side steg Iris tilvogns og fattet om teilen,
svang saa den smidige pisk, og hestene fløi som en stormvind.