første sang (v. 121 ff.) eller indlæggene i ordskiftet i anden sang (v. 110 ff.) klart utvikler alle regler for retstaler og politiske foredrag? Og naar det gjælder at tale til følelserne, baade de milde og de lidenskabelige, kan vel ingen være saa uforstaaende at han ikke maa indrømme at denne digter har hat alle uttryksmidler til sin raadighet. Og fremdeles, har han ikke i begyndelsen av begge sine verker i ganske faa ord, jeg vil ikke si overholdt, men fastslaat lovene for alle indledninger. Ti han gjør tilhøreren velvillig stemt ved at paakalde de gudinder som man har ment beskytter skaldene, og sætter ham i spænding ved at stille i utsigt et storslaat emne og gjør ham villig til at følge med ved at angi hovedindholdet i al korthet. Hvem kan vel fortælle kortere end han som melder Patroklos' død (XVIII. 18 f.)? Eller mere anskuelig end han som skildrer kureternes og aitolernes kamp (IX, 529 ff.)? Endvidere hans sammenligninger, hans brede utmalinger, hans eksempler, de indskutte episoder, de ytre og indre bevisgrunde han fremholder, og alle de andre maater hvorpaa han godtgjør eller gjendriver en paastand, er saa mange at selv de som har skrevet lærebøker om talekunsten, henter en mangfoldighet av eksempler paa disse ting fra denne digter. Hvilken avslutning av et verk vil kunne stilles ved siden av Priamos' rørende bønner, da han trygler Akillevs (XXIV. v. 486 ff.)? Og ser vi paa ordvalg, fyndsprog, billeder og hele verkets anlæg, hæver han sig ikke da over menneskeaandens maal, saa det skal stor begavelse til, ikke for at kappes med hans for trin; ti det er umulig, men bare for helt at forstaa dem.»
Denne dom er blit underskrevet av de største literaturkjendere like ned til vor egen tid.
P. Østbye.