Denne siden er korrekturlest
Saa han talte, og Tydevs' søn trak foten tilbake
slagen av gru for Apollons, den vældige fjernskyttes vrede.
Derefter bragte Apollon i hast Aineias til sæte
fjernt paa Pergamos' hellige borg i sit straalende tempel.
Leto og buegudinden, den pilglade Artemis, lægte
hist i det hellige tempel hans saar og øket hans kræfter.
Derefter formet hin sølvbuegud Apollon en skygge
skuffende lik Aineias av vekst og aasyn og rustning.
Rundt om skikkelsen flænget akaier og troer i nærkamp
vildt de kredsrunde oksehudsskjold, som skjærmet i kampen
krigernes bryst og kløvde de fjærlette skindtrukne plater.
Rungende ropte Apollon til Ares, den mordlystne krigsgud:
«Ares, du murødelægger, du manddraper grusom og blodgrisk.
Kan du da ikke gaa løs paa hin helt og jage fra kampen
Tydevs' søn som vel snart vil kjæmpe mot Zevs i sit hovmod?
Først var det Kypris han traf i haandroten like ved leddet;
derefter stormet han frem mot mig selv saa djerv som en guddom!»
Saa han talte, og oppe paa Pergamos gik han til sæte.
Ares, den grumme, gik frem og egget de troiske rækker.
Akamas lignet han, trakernes drot, den fotrappe høvding.
Høilydt skrek han i tumlen til Priamos' høibaarne sønner:
«Sønner av Priamos, drotten saa gjæv, hør, si mig hvorlænge
taaler I at eders stridsmænd blir dræpt av akaiernes helter?
Vil I da nøle til kampen har naadd vore sterkbygde porter?
Falden er nu hin mand som like med Hektor vi hædret,
helten Aineias, en søn av den modige høvding Ankises.
Kom, la os frelse vor herlige ven fra kjæmpernes vrimmel.»
Saa han talte, og kræfter og mod hos dem alle han vakte.
Straks tok Sarpedon til orde og refset den herlige Hektor:
«Hektor, hvor er dog det dristige mod som fordum du eide?
Stolt har du lovet at verne din by med svogre og brødre
uten en mand av dit folk eller hjælpernes talrike skare.
Ingen av dem kan jeg se for mit blik eller finde paa valen.
Skrækslagne kryper de alle i skjul som hunder for løven.
Nu er det os, eders hjælperes flok, som maa kjæmpe alene.
Hit har jeg stevnet saa langt fra mit hjem og er kommet som hjælper
fjernt ifra Lykiens land, fra Ksantos' hvirvlende strømme.
Der har jeg latt tilbake min søn og min elskede hustru,
slagen av gru for Apollons, den vældige fjernskyttes vrede.
Derefter bragte Apollon i hast Aineias til sæte
fjernt paa Pergamos' hellige borg i sit straalende tempel.
Leto og buegudinden, den pilglade Artemis, lægte
hist i det hellige tempel hans saar og øket hans kræfter.
Derefter formet hin sølvbuegud Apollon en skygge
skuffende lik Aineias av vekst og aasyn og rustning.
Rundt om skikkelsen flænget akaier og troer i nærkamp
vildt de kredsrunde oksehudsskjold, som skjærmet i kampen
krigernes bryst og kløvde de fjærlette skindtrukne plater.
Rungende ropte Apollon til Ares, den mordlystne krigsgud:
«Ares, du murødelægger, du manddraper grusom og blodgrisk.
Kan du da ikke gaa løs paa hin helt og jage fra kampen
Tydevs' søn som vel snart vil kjæmpe mot Zevs i sit hovmod?
Først var det Kypris han traf i haandroten like ved leddet;
derefter stormet han frem mot mig selv saa djerv som en guddom!»
Saa han talte, og oppe paa Pergamos gik han til sæte.
Ares, den grumme, gik frem og egget de troiske rækker.
Akamas lignet han, trakernes drot, den fotrappe høvding.
Høilydt skrek han i tumlen til Priamos' høibaarne sønner:
«Sønner av Priamos, drotten saa gjæv, hør, si mig hvorlænge
taaler I at eders stridsmænd blir dræpt av akaiernes helter?
Vil I da nøle til kampen har naadd vore sterkbygde porter?
Falden er nu hin mand som like med Hektor vi hædret,
helten Aineias, en søn av den modige høvding Ankises.
Kom, la os frelse vor herlige ven fra kjæmpernes vrimmel.»
Saa han talte, og kræfter og mod hos dem alle han vakte.
Straks tok Sarpedon til orde og refset den herlige Hektor:
«Hektor, hvor er dog det dristige mod som fordum du eide?
Stolt har du lovet at verne din by med svogre og brødre
uten en mand av dit folk eller hjælpernes talrike skare.
Ingen av dem kan jeg se for mit blik eller finde paa valen.
Skrækslagne kryper de alle i skjul som hunder for løven.
Nu er det os, eders hjælperes flok, som maa kjæmpe alene.
Hit har jeg stevnet saa langt fra mit hjem og er kommet som hjælper
fjernt ifra Lykiens land, fra Ksantos' hvirvlende strømme.
Der har jeg latt tilbake min søn og min elskede hustru,
