Denne siden er korrekturlest
der til mangfoldige skatte som trængende mænd kunde attraa.
Dog, jeg egger til dyst mine lykiske stridsmænd og modig
stevner jeg selv mot fienden frem, skjønt her jeg tilvisse
ingenting eier av gods som akaier kan røve og plyndre.
Selv blir du staaende her, og ei tør du be dine landsmænd
kjækt at staa som en mur og verne mot vold sine kjære.
Vogt jer vel at I ikke tilsidst som jagede vilddyr
fanges i nettet og vorder et rov for fienders skare.
Snarlig vil da eders velbygde by bli styrtet i gruset.
Baade ved nat og ved dag maa du lægge dig dette paa hjerte.
Nu bør du be hver drot som bragte dig hjælp fra det fjerne,
trofast at være paa vakt. Dine refsende ord kan du spare.»
Saaledes talte Sarpedon. Hans ord skar Hektor i hjertet.
Ned ifra stridsvognen sprang han til jord i skinnende rustning.
Svingende hvæssede spyd for helten omkring gjennem leiren
eggende hæren til strid, og han vakte det grufulde kampgny.
Mændene stanset og vendte sig om mot akaiernes fylking.
Dog, argeierne verget sig kjækt og tok ikke flugten.
Likesom vinden paa stampede logulv hvirvler de lette
agner avsted, naar man kaster sit korn og den blonde Demeter
skiller fra agner det fuldmodne korn, og agnerne fyker
sammen i hvitnende dynger for vindene, saaledes hvitnet
alle akaier foroven av støv som hestenes føtter
hvirvlet mot himmelens malmfaste hvælv over kjæmpende stridsmænd,
nu da de møttes paany, og hestene vendtes til anfald.
Kasende styrtet de frem, og Ares, den stormende krigsgud,
sænket til troernes hjælp den mørkeste nat over valen,
stormende frem overalt for at føie den sterke Apollon,
guden med slagsverd av guld; ti han bød ham jo ivrig at vække
troernes mod, da han saa at den blaaøide Pallas Atene
trak sig tilbake fra striden; ti hun var danaernes hjælper.
Foibos Apollon førte nu selv fra sit hellige tempel
helten Aineias og fyldte med mod hans mandige hjerte.
Atter gik kjæmpen blandt vennerne frem, og de glædet sig saare,
da de fik se ham i live og usaaret ile til kampen
modig og kjæk som tilforn. De spurte ham ikke; ti endnu
Dog, jeg egger til dyst mine lykiske stridsmænd og modig
stevner jeg selv mot fienden frem, skjønt her jeg tilvisse
ingenting eier av gods som akaier kan røve og plyndre.
Selv blir du staaende her, og ei tør du be dine landsmænd
kjækt at staa som en mur og verne mot vold sine kjære.
Vogt jer vel at I ikke tilsidst som jagede vilddyr
fanges i nettet og vorder et rov for fienders skare.
Snarlig vil da eders velbygde by bli styrtet i gruset.
Baade ved nat og ved dag maa du lægge dig dette paa hjerte.
Nu bør du be hver drot som bragte dig hjælp fra det fjerne,
trofast at være paa vakt. Dine refsende ord kan du spare.»
Saaledes talte Sarpedon. Hans ord skar Hektor i hjertet.
Ned ifra stridsvognen sprang han til jord i skinnende rustning.
Svingende hvæssede spyd for helten omkring gjennem leiren
eggende hæren til strid, og han vakte det grufulde kampgny.
Mændene stanset og vendte sig om mot akaiernes fylking.
Dog, argeierne verget sig kjækt og tok ikke flugten.
Likesom vinden paa stampede logulv hvirvler de lette
agner avsted, naar man kaster sit korn og den blonde Demeter
skiller fra agner det fuldmodne korn, og agnerne fyker
sammen i hvitnende dynger for vindene, saaledes hvitnet
alle akaier foroven av støv som hestenes føtter
hvirvlet mot himmelens malmfaste hvælv over kjæmpende stridsmænd,
nu da de møttes paany, og hestene vendtes til anfald.
Kasende styrtet de frem, og Ares, den stormende krigsgud,
sænket til troernes hjælp den mørkeste nat over valen,
stormende frem overalt for at føie den sterke Apollon,
guden med slagsverd av guld; ti han bød ham jo ivrig at vække
troernes mod, da han saa at den blaaøide Pallas Atene
trak sig tilbake fra striden; ti hun var danaernes hjælper.
Foibos Apollon førte nu selv fra sit hellige tempel
helten Aineias og fyldte med mod hans mandige hjerte.
Atter gik kjæmpen blandt vennerne frem, og de glædet sig saare,
da de fik se ham i live og usaaret ile til kampen
modig og kjæk som tilforn. De spurte ham ikke; ti endnu
