Denne siden er korrekturlest
Hist bar akaiernes malmklædte mænd Tlepolemos varsomt
bort fra den larmende strid; men helten, den djerve Odyssevs,
merket hans fald, og hans hjerte blev fyldt av rasende harme.
Tankerne tumlet sig vildt i hans sjæl i tvil om han skulde
vende sig først mot hin ætling av Zevs, den tordnende guddom,
eller gaa frem mot hans lykiske mænd og røve dem livet.
Skjæbnen forundte dog ei den kjække Odyssevs at fælde
alfader Zevs' vældige søn med det hvæssede kobber.
Vendte da Pallas Atene hans hu mot de lykiske skarer.
Koiranos fældte han straks og Kromios; derpaa Alastor;
Halios faldt og Noëmon; Alkandros og Prýtanis segnet.
Flere var faldne av Lykiens mænd for den kjække Odyssevs,
hvis ikke Hektor, hin helt med den straalende hjelm, hadde set det.
Rustet i skinnende malm gik han frem gjennem mændenes rækker,
vækkende gru i danaernes bryst; men glad blev Sarpedon,
Alfaders søn, da han kom, og han bad ham med klagende stemme:
«Priamos' søn, aa verg mig og la mig ei ligge som bytte
her for danaernes mænd; men siden blandt eder i byen
faar jeg da opgi min aand; ti ei skal den lykke mig times
atter at skue min fædrenejord, mit elskede hjemland,
og ved min hjemkomst glæde min søn og min elskede hustru.»
Saa han talte, men fik ikke svar av den straalende Hektor.
Høvdingen for ham forbi; ti hans hu stod nu til at jage
alle argeier paa flugt og dræpe mangfoldige helter.
Svendene bar den gudfødte drot, den sterke Sarpedon,
hen til en ek som var viet til Zevs, og satte ham varsomt
ned under træet, og vennen, den kraftige Pelagon, rykket
ut av den saaredes laar den vældige asketræs lanse.
Sans og samling forlot ham, og dødstaaken slørte hans øine.
Dog han aandet omsider igjen, og et vindpust fra norden
vakte tillive paany i hans bryst den sluknende livsgnist.
Men argeiernes mænd, som trængtes av Ares og Hektor,
kastet sig hverken paa flugt til de tjærede skibe, ei heller
holdt de urokkelig stand; men vikende gik de tilbake
nu da de hørte at Ares var med blandt troernes stridsmænd.
Hvo var den første av alle, og hvo var den sidste som segnet,
fældet av Hektor, Priamos' søn, og den malmsterke Ares?
Tevtras, kjæk som en gud, og Orestes, stridsvognens styrer,
bort fra den larmende strid; men helten, den djerve Odyssevs,
merket hans fald, og hans hjerte blev fyldt av rasende harme.
Tankerne tumlet sig vildt i hans sjæl i tvil om han skulde
vende sig først mot hin ætling av Zevs, den tordnende guddom,
eller gaa frem mot hans lykiske mænd og røve dem livet.
Skjæbnen forundte dog ei den kjække Odyssevs at fælde
alfader Zevs' vældige søn med det hvæssede kobber.
Vendte da Pallas Atene hans hu mot de lykiske skarer.
Koiranos fældte han straks og Kromios; derpaa Alastor;
Halios faldt og Noëmon; Alkandros og Prýtanis segnet.
Flere var faldne av Lykiens mænd for den kjække Odyssevs,
hvis ikke Hektor, hin helt med den straalende hjelm, hadde set det.
Rustet i skinnende malm gik han frem gjennem mændenes rækker,
vækkende gru i danaernes bryst; men glad blev Sarpedon,
Alfaders søn, da han kom, og han bad ham med klagende stemme:
«Priamos' søn, aa verg mig og la mig ei ligge som bytte
her for danaernes mænd; men siden blandt eder i byen
faar jeg da opgi min aand; ti ei skal den lykke mig times
atter at skue min fædrenejord, mit elskede hjemland,
og ved min hjemkomst glæde min søn og min elskede hustru.»
Saa han talte, men fik ikke svar av den straalende Hektor.
Høvdingen for ham forbi; ti hans hu stod nu til at jage
alle argeier paa flugt og dræpe mangfoldige helter.
Svendene bar den gudfødte drot, den sterke Sarpedon,
hen til en ek som var viet til Zevs, og satte ham varsomt
ned under træet, og vennen, den kraftige Pelagon, rykket
ut av den saaredes laar den vældige asketræs lanse.
Sans og samling forlot ham, og dødstaaken slørte hans øine.
Dog han aandet omsider igjen, og et vindpust fra norden
vakte tillive paany i hans bryst den sluknende livsgnist.
Men argeiernes mænd, som trængtes av Ares og Hektor,
kastet sig hverken paa flugt til de tjærede skibe, ei heller
holdt de urokkelig stand; men vikende gik de tilbake
nu da de hørte at Ares var med blandt troernes stridsmænd.
Hvo var den første av alle, og hvo var den sidste som segnet,
fældet av Hektor, Priamos' søn, og den malmsterke Ares?
Tevtras, kjæk som en gud, og Orestes, stridsvognens styrer,
