Landskab, saasom Hallingdal (Hall.), Telemarken (Tel.), Hardanger (Hard.), Nordhordland (Nhl.) eller Søndmøre (Sdm.), saa betyder dette ikke, at Ordsproget er skrevet i Landskabets Dialekt, men kun at det først er bemærket eller optegnet i denne Deel af Landet. Og da det er sandsynligt at mange Ordsprog bruges meget videre, end som hidtil er bemærket, saa har jeg nogle Gange ogsaa tilladt mig at nævne et større Landskab saasom Østlandet (Østl.), Trondhjems (Trondh.) eller Bergens Stift (Berg.). Kun i enkelte Tilfælde har jeg anseet det tjenligt at anføre et Ordsprog i en særlig Bhgdemaalsform, og i disse Tilfælde er det da tilføiet som en Sideform med Anførselstegn („–“) og ellers med samme Slags Skrift.
I Almindelighed ere Ordenes Former her de samme som i forrige Udgave. De Ord, som have faaet nogen Forandring, ere meget faa, men da det netop er saadanne Ord, som ere meget brugte, saa vil Forandringen let blive bemærket. Dette er Tilfældet med „dat“ og „dan“, som her ere skrevne „det“ og „den“, da det her ikke syntes nødvendigt at holde fast ved den ældre Form, som ogsaa kan siges at have visse Grunde imod sig (hvorom se Norsk Grammatik, S. 189). I Lighed hermed er Formen „dar“ forandret til „der“. – Formen „dess“ ved Komparativ (f. Ex. dess lenger, dess betre) er her ombyttet med „di“, som vel er mindre brugt, men som dog netop er den rette Form og som vistnok ogsaa ligger til Grund for den fordunklede Form „te“ eller „til„ som tildeels er kommen i i Brug – Sammendragningen „d’er“ for „det er“ (sæd- vanlig udtalt: dæer, dær eller dæ) er ofte bleven benyttet ligesom i forrige Udgave, da den passer saa godt for Ordsprogets Trang til Korthed og kan desuden være ligesaa tilladelig som det engelske »’tis« (for: it is) og det tydske „’sist“ (for: es ist), som stundom findes brugt i Ordsprog og Vers, men ellers ikke i sædvanlig Stiil. – Ved Ordet
