nødvendigt at optage alt, hvad der saaledes var forefundet. Allerede den forrige Udgave indeholdt adskillige Talemaader, som gjerne kunde være udeladte, deels fordi de havde kun liden Betydning, og deels fordi de stode paa noget løs Grund eller syntes at være Efterligninger af fremmede Ordsprog. Og da nu Forraadet var saa meget større, saa var der altsaa bedre Leilighed til at vrage og udelade alt det, som havde for liden Betydning; og denne Leilighed har jeg da ogsaa benyttet. Men da nu en saadan Vrag ning altid maa beroe paa et Skjøn, saa vil maaskee nogle Læsere synes, at jeg har vraget for meget, medens andre ville synes, at jeg burde vrage meget mere. Imidlertid er da den nye Udgave bleven noget forskjellig fra den forrige, idet noget af det gamle Forraad er udelukket, medens derimod endeel nyt Forraad er indkommet, saa at Mængden i det hele er lidt større, skjønt mere sammentrængt end i forrige Udgave.
Den største Forskjel mellem denne og den forrige Ud gave er ellers den, at Ordsprogene her ere satte i en ganske anden Ordning, idet den hele Opstilling fra først til sidst er forandret, I forrige Udgave vare Ordsprogene opstillede i visse Rækker eller Grupper efter deres Indhold og Mening, saaledes at enhver Række havde en vis Overskrift for at betegne Indholdet. Denne Ordning har den Fordeel, at de Ordsprog, som ligne hinanden mest i Mening og Anvendelse, kunne findes samlede paa eet Sted, saa at de paa en Maade oplyse og forklare hverandre og altsaa kunne læses i Sammenhæng som en Række af Bemærkninger om samme Ting. Men paa en anden Side har denne Ordning sine store Ulemper, som især grunde sig derpaa, at man ved denne Opstilling ikke har nogen almindelig Regel at følge og altsaa har for megen Leilighed til en selvtykkelig eller vilkaarlig Fremgangsmaade, blandt andet deri, at man altid Vil lægge mest Vægt paa den figurlige
