Katta hadde si Oti’ før dai; hona vilde dai raint drepa, so at Folke i Huse forstøndo væl baade paa henne Berit aa paa Kattunn, at de va Jolesvaina inne, endaa dai inki saago nokon.
Paa ain Gard i Nes i Hallingdal va de før umkring tjue Aar si’a ain Mann aa at Kjering, som hadde ai vaksi Døtte. De raakte ain Dag i Jolehelgenn, at denne Gjenta gjekk over ai Brun, aa daa ho kom midt paa Brune, møtte ho ain blaaklædd’e fin’e Kar, aa han gav se te aa svalle ve ho litevætta, aa rett som de va, tok han ho paa Hesten sin aa raiste me henne. Ho vart burte, aa dai laitte aa spurde ette henne vidt aa braidt, men ingin kunna segja taa henne. Dai fraista aa ringje me Kyrkjeklukko, men dai føngo alder spurt ho. Ei Ti’ ette kom de ai Gøng ain Kar der, aa han sa’e de: „de sko ’ki laitte mair ette Døtte dikka, før de staar inki noko paa henne, ho e gift’e aa ha faatt ain snill’e Mann, aa han aig’e ain go’e Gard aa leve overmaatele væl. Men esse de ’ki vende att aa laite, so bli de klene allesamne“. Aa ja dai løto ogso stutte me Laitingenn, før dai hadde daa fraista alt som mogele va. No gjekk de over ait hailt Aar, te de lai te Jol att. Ain taa Joledøgo kom de inn ain Kar te desse Folko, Foreldro aat Gjentunn aa helsa, „Gudag Verfar, aa Gudag Vermor.“ „Gu’ sign’ de“, sa’e dai, „me kjenne ’ki de, me“. „Jau men“, sa’e han, „de va e som fekk Døtte dikka ifjor ve dette Bil. Aa no er e ute ette de“, sa’e han ve Kona; „e skulde be’a de vænt, um du vilde vera so snill’e aa koma te henne, ho e um aa ska koma i Barsæng no ve desse Ti’o, aa
