linger, og dens Resultat, at «Sverige ei har besiddet egne nationalhistoriske Sagaer eller Sagn, ældre end Christendommen», er ogsaa forblevet uimodsagt og uomstødeligt.
Munchs Hovedverk, og et Hovedverk i hele Nordens historiske Literatur, er imidlertid hans «Norske Folks Historie», hvoraf den første Hovedafdeling, som gaar til Aaret 1319, udkom 1851-1857 med seks svære Oktavbind, og den anden Hovedafdeling, som i tre Bind skal omfatte Norges Historie i Perioden fra 1319 til 1536, begyndte at udkomme ifjor. Dette Verk er naturligvis kjendt og læst af enhver, der har gjort nordisk Historie til sit Studium; dets store videnskabelige Værd er uomtvisteligt og har ogsaa udenfor Norden fundet Anerkjendelse, idet blandt andet det første Bind er indført i den tyske Literatur som to særskilte Skrifter, og Verket benyttes og citeres af fremmede Forfattere, som en Hovedkilde til Kundskaben om og Forstaaelsen af Nordens ældre Historie. Men allerede dets uhyre Omfang viser, at det ikke kan fyldestgiøre den historiske Kunsts Fordringer til Stoffets Begrænsning og Sigtning. Det er ogsaa bleven fremhævet, at dets Stil ikke altid er saa renset og klar, som man kunde ønske, at dets Læsning stundom er trættende, fordi Fremstillingen afbrydes ved hyppige Digressioner, fordi det lærde Apparat og de kritiske Undersøgelser indføres i hele dets Bredde, og fordi Forfatteren idelig opstiller Hypotheser og Formodninger, som forstyrrer Indtrykket af, hvad Kilderne selv indeholder. Men selv om man vil indrømme, at disse Bemerkninger for en Del er rigtige, maa man dog erindre, at et Verk kun bør bedømmes efter det Maal, som Forfatteren selv har stillet sig. Munch har i Fortalen i første Bind af «Det Norske Folks Historie» paapeget, at den norske Historiografi savnede, hvad der for de fleste øvrige europæiske Landes Vedkommende allerede var opnaaet, et nogenlunde sikkert Grundlag, hvorpaa der kunde bygges, og hvortil man kunde henholde sig, som til noget givet, der ikke behøvede at bevises. Man var endog værre faren, end om Norges Historie havde været aldeles ubearbeidet, da der i Tidens Løb ved Misforstaaelser, Mangel paa Kritik og Kildestudium havde indsneget sig en Mængde Vildfarelser og vrange Meninger i Norges og den nordiske Oldhistorie overhovedet. Han havde saaledes ingen slagen Landevei at ile frem paa, men var nødt til selv Skridt for Skridt at bane sig Vei med Økse og Spade i Haand. Derfor syntes ham ogsaa Hovedvegten mindre at burde lægges paa Stoffets kunstmæssige Anordning, paa Form og Fremstilling, end paa de kritiske Undersøgelser og den omhyggelige Drøftelse af Enkelthederne; det blev snarere hans Plan at levere et Magazin for norsk Historie, der indeholdt Materialet til denne, kritisk
