prøvet og i fuldfærdig Stand, end Historien selv, og fra dette Synspunkt vil ogsaa hine Anker for en stor Del bortfalde. Sikkert er det, at Munchs Verk indeholder en stor Rigdom af nye Resultater, samt Berigtigelser af vrange Meninger og Misforstaaelser, at det er et uundværligt Hjælpemiddel for enhver, der vil beskjæftige sig med den Del af Nordens Historie, som det omfatter, og at det bærer Vidnesbyrd om en Lærdom og en Skarpsindighed, som maaske ikke har havt deres Mage i Nordens historiske Literatur.
I «Det Norske Folks Historie» findes den udførligste Fremstilling af Munchs eiendommelige Theori om Nordens Bebyggelse og ældste ethnografiske Forhold, der har givet Anledning til Navnet «Den norske historiske Skole». Denne Theori er, som bekjendt, først fremsat af Keyser, men videre udviklet og udførligere begrundet af Munch. Den vakte i Begyndelsen megen Modsigelse i Sverige og Danmark, og i det sidstnævnte Land endog den heftigste Uvilje, men har efterhaanden vundet mere og mere Indgang, og er i det væsentlige bleven tiltraadt af flere af Europas første Lærde, blandt andre af Ethnologiens Skaber Pritchard. Det er muligt, at den vil dele Skjæbne med saamange af de under Videnskabens Udvikling fremsatte Theorier og Hypotheser: at fortrænges og give Plads for en nyere og bedre. Saameget er imidlertid sikkert, at den betegner et stort og afgjørende Fremskridt i den nordiske Oldforskning. Det historisk-ethnografiske System, som blev opført i forrige Aarhundrede, fornemmelig ved Suhm, og hvorved de senere danske og svenske Oldforskere i Regelen har slaaet sig til Ro, er af Munch fuldstændig tilintetgjort og dets mange Skrøbeligheder saa slaaende eftervist, at ingen kan falde paa at vende tilbage dertil. Den virkelig kritiske Behandling af de nordiske Vandringssagn og den nordiske Oldhistorie overhovedet, er først begyndt med Munch og Keyser, og selv Angrebene mod deres Lære maa rettes fra det Grundlag, som ved dem er vundet. Ingen vil kunne negte, at den norske historiske Skoles Theori om Nordens Bebyggelse er opført med en sjelden Forening af Lærdom, Kritik og kombinatorisk Talent. Det kan vistnok indrømmes, at Munch, i Følelsen af, at man aldrig kan faa stor Bevisstyrke nok for sine Meninger i en saa mørk og usikker Materie, stundom har været vel lidet kræsen i Valget af sine Argumenter, og at han stundom vel endog har taget feil. Men han har bygget sin Lære paa et saa bredt Grundlag og hentet sine Beviser fra saamange forskjellige Kilder, fra Sprogvidenskaben, fra Arkæologien, fra andre Folks Vandringssagn, foruden de nordiske Folks egne, at den staar urokket, om end en enkelt af de Støtter, hvorpaa den er opført, skulde vise sig
