har kunnet undvære et grundigt Studium af de germaniske Sprog og den nordiske Arkæologi, er selvfølgeligt. Men man maa forbauses over, at han, ved Siden af en saa omfangsrig historisk Virksomhed, har fundet Tid og Kraft til at berige ogsaa disse Videnskaber med mange og værdifulde Arbeider. Hans sproglige Forfatterskab er af den Udstrækning og Beskaffenhed, at det snarere kunde synes at være Frugten af en til Sprogforskningen udelukkende opofret Virksomhed, end at tilhøre en Mand, hvis egentlige Fag er et andet, og man har endog været tilbøielig til at mene, at han her har fundet sin Begavelses retteste Felt. De vigtigste af hans sprogvidenskabelige Skrifter er: «Det norske Sprogs Grammatik» (1847), hvilken han udarbeidede i Fællesskab med Unger. «Det gothiske Sprogs Formlære» (1848). «Fornsvenskans och Fornnorskans Språkbyggnad» (Stockholm 1849), samt en Afhandling i Annaler for Nordisk Oldkyndighed 1846 «Om det fællesnordiske Sprogs Udseende og Forsøg til at bestemme den olddanske og oldsvenske Mundarts normale Orthographi, Grammatik og rette Forhold til Norrønamundarten». Hans Fortjenester af den nordiske Sproghistorie bestaar fornemmelig deri, at han, medens man tilforn betragtede Sproget i de norsk-islandske Sagaer og øvrige Sprogmonumenter som det fællesnordiske, og i Overensstemmelse dermed kaldte det Oldnordisk, har bevist, at det kun er en Green eller nyere Udvikling deraf, og at der, jevnsides med Norrønamundarten og samtidig med dennes Blomstren i den norsk-islandske Literatur, bestod en særegen olddansk og en særegen oldsvensk Mundart, hvis Afvigelser fra den norrøne eller norsk-islandske blandt andet er paavist i den ovennævnte Afhandling i Annalerne, samt i «Fornsvenskans och Fornnorskans Språkbyggnad».
Det betydeligste af Munchs arkæologiske Arbeider er den af ham leverede Tekst til Pragtverket over Throndhjems Domkirke, der udkom i 1859. Han havde allerede tidligere i flere Afhandlinger beskjæftiget sig med dette Emne, men fornemmelig ved sidstnævnte Verk er det lykkedes ham at levere mange nye Bidrag til dets Belysning. — Som Runolog nyder Munch en stor og fortjenstfuld Anseelse. Hans dybe Sprogkundskab og hans kombinatoriske Talent lader ham her overvinde Vanskeligheden som de fleste maa give tabt for. Af hans hidhørende Arbeider kan merkes: hans Afhandlinger i «Annaler for Nord. Oldkyndighed» 1847 og i «Monatsbericht der Berliner-Academie» 1848 om Indskriften paa det ved Gallehus i 1734 fundne Guldhorn, i hvilke han bevidste, at den var ren gothisk; hans Afhandling om Tunestenen og om de nylig opdagede orknøiske Runeindskrifter m. fl.
Ogsaa Norges ældre Geografi har i Munch fundet en flittig og
