Medens jeg gik paa Latinskolen i Bergen (1849—1853), var Professor Munch udentvil den af Samtidens fremragende Nordmænd som var bedst kjendt, og hvis Navn blev hyppigst nævnt blandt os Gutter. Et Par af hans Lærebøger blev brugt ved Undervisningen, særlig hans Lærebog i Verdenshistorien og hans «Nordmændenes Gudelære i Hedenold». «Det norske Folks Historie» begyndte at udkomme i 1852, og jeg mindes, at enkelte af de raskt paa hinanden følgende svære Hefter af dette Verk blev bragt paa Skolen, og at vi saa paa dem og bladede i dem, hvorved vi ikke kunde undgaa at faa et Indtryk af noget umaadelig stort, noget udover alt, hvad vi ellers kjendte af Bøger og Literatur. Latinskolen var dengang en temmelig klosterlig Indretning hvor man levede helt udenfor Dagens Strid og uberørt af dens brændende Spørgsmaal. Vi Skolens Disciple var altfor meget optagne af Romernes Krige med de Ækver og Volsker o. s. v. til at have nogen Tid eller Interesse tilovers for, hvad der foregik i Samtiden. En Undtagelse herfra dannede paa en Maade Munchs Strid med danske Lærde om Nordens Bebyggelse og ældste ethnografiske Forhold og de rette Benævnelser paa Saga- og Eddaliteraturen og dens Sprog. Vor Historielærer var en ivrig Tilhænger af den «norske historiske Skole», og det hændte, at han bragte disse Emner paa Bane i Timerne, hvilket for os altid var en kjærkommen Afveksling i det evindelige Lektiehøreri. —
Da jeg kom til Kristiania for at blive Student, hørte følgelig Professor Munch blandt de Hovedstadens Notabiliteter, som jeg først og fremst ønskede at faa se. Han fungerede det samme Aar som Eksaminator i Historie og Geografi ved Eksamen artium, saa det Ønske fik jeg snart opfyldt. Der gik det Ord om ham, at han kunde være lei at komme ud for Som Eksaminator, idet han kunde falde paa at stille de underligste Spørgsmaal. Og jeg fik da ogsaa sande det. Han begyndte med at spørge om Lübeck, og saa bar det i en Fart afsted ind i alskens Detaljer vedkommende den frie Rigsstads Historie og Geografi. Det forekom mig, at jeg blev Svar skyldig paa det meste af, hvad han spurgte om; men Karakte-
