rerne blev gode alligevel. Han saa ud, som om han sad i sine egne Tanker; jeg fik et Indtryk af, at han ikke var saa særdeles opmerksom paa, hvad der blev svaret, eller om der blev svaret, og det var han vist heller ikke; han skal have sagt, naar man spurgte ham om, hvorledes han holdt ud det aandsfortærende Eksaminationsarbeide: Aa, jeg hviler mig saa deiligt ud ved det.
Jeg besøgte i mit Russeaar nogle Gange Munchs Forelæsninger og mindes, at jeg blev høflig skuffet. Docentgjerningen var aabenbart noget, han hverken havde synderligt Anlæg eller synderlig Interesse for. Hans Stemme var temmelig svag og klangløs, Foredraget ensformigt og hakkende. Han pleiede at have endel Bøger med eller endel løse Papirlapper med Notater paa; han bladede i dem, læste op noget hist og her og gjorde sine Bemerkninger derved, — som det syntes, uden nogen videre Sammenhæng og af blandet Indhold. — lingvistisk eller historisk-kritisk, eftersom det traf sig. Det var angelsachsisk Historie, han læste over. Udentvil var der i, hvad han kom frem med, mangt et Guldkorn for den, der havde Skjøn paa det, for Specialisten eller Fagmanden; for han var jo af dem, der altid fandt noget, hvor han saa grov, — noget værdifuldt eller ialfald noget rart. Men for det almindelige Forelæsningspublikum passede det ikke. Der var ikke mange Tilhørere, og jeg tænker, at de fleste gjorde som jeg, nemlig udeblev, efter at have gaaet der nogle Gange og faaet sin Nysgjerrighed tilfredsstillet. Og Munch brød sig vist ikke det mindste om, at hans Auditorium blev tomt; han var vel snarere tilfreds med at kunne slutte, — jo før, des heller, — af Mangel paa Tilhørere; for han havde saameget andet nyttigere og vigtigere Arbeide at varetage end at haspe af det reglementerede Antal Forelæsninger. —
Han stod dengang paa Høiden af sin Kraft og udfoldede en kolossal literær Produktivitet. I Aaret 1853 udkom det meste af 2det og endel af 3die Bind af «Det norske Folks Historie», — tilsammen vistnok over tusind svære tættrykte Oktavsider, — videre hans Skrift «0m den saakaldte nyere historiske Skole i Norge» og hans Udgaver af Odd Munks Olav Tryggvassøns Saga og Snorres Olav den Helliges Saga, begge med udførlige Fortaler, af hvilke navnlig Fortalen til Olav den Helliges Saga er indholdsrig og kan siges at have været banebrydende for Kritiken af den historiske Saga og for en rigtigere Opfatning af Sagaliteraturens Tilblivelse og Væsen i det hele; i det samme Aar leverede han desuden Bidrag til «Morgenbladet», «Norsk Folkekalender», «Illustreret Nyhedsblad» o. s. v. Saaledes holdt han ved Aar efter Aar, utrættelig, ustanselig, producerende efter en Maalestok, saa det skulde synes, som om endog den blotte mekaniske Nedskriv-
