Side:J. E. Sars - Samlede Værker 4.djvu/205

205

P. A. Munch

gjerning, til Bankadministration, Brændevinslovgivning,Toldtariffer o. s. v., — da er det udentvil et væsentligt Feilsyn. Vinje har snarere Ret, naar han siger om Schweigaard, at han «saag ikke ut til at hava fleire Idealer, enn han kunde gjennemføra»; han «var ikke poetisk i vanleg Meining, idet han baade var for stor og for liten til at vera det»; der var intet «tragisk» ved ham. Nei ganske vist! tvertom — der er vel ingen af vore offentlige Personligheder, om hvem det kan siges med saa stor Ret som om ham, at han var en lykkelig Mand, — lykkelig derved, at han fandt for sig et Milieu, der passede for ham, og slige Opgaver, der lod hans Evner komme til sin fulde Ret. Da han i 1857 blev anmodet om at deltage sammen med sine Kolleger ved Universitetet i Dannelsen af et Videnskabsselskab, gav han et afslaaende Svar og motiverede sit Afslag med de Ord, at han betragtede sin videnskabelige Bane som afsluttet. Man kunde mene, at dette bare var et Paaskud; men Schweigaard var en saa ærlig Mand, at Ordene vistnok maa forstaaes efter Bogstaven. Han har virkelig betragtet sin videnskabelige Bane som afsluttet, paa en Tid, da han endnu stod paa Høiden af sin Mandskraft og i sin gamle Stilling som Universitetslærer. Dette vilde aldrig have kunnet blive Tilfælde, saafremt han ifølge sin Begavelse havde været væsentlig kaldet til at være Videnskabsmand. Han var først og fremst den «korrekte» Mand, — korrekt i sit Liv, korrekt i sin Tænkning; — hans herskende Evne var en ubestikkelig skarp og sikker Forstand, i Sambaand dermed stod hans udprægede Virkelighedssans og hans ligesaa udprægede Aversion ikke blot mod Frasemageri og forloren Ordbram, men mod alt, hvad der ikke kunde udtrykkes præcist, alt dunkelt og ubestemt, — medens han synes at have havt lidet eller intet af skabende Fantasi eller af den higende Uro og umættelige Nysgjerrighed, der pleier at følge med det store videnskabelige Kald, og hvorefter den fødte Videnskabsmand snarere føler sig hendraget til end frastødt af det hemmelighedsfuldt dunkle. Han var, i Overensstemmelse med disse naturlige Anlæg, en usedvanlig tidlig moden Mand, tidlig afgjæret og afsluttet i sin Udvikling, indtog allerede som ganske ung et fast, til alle Sider skarpt bestemt og begrænset Standpunkt. Ud fra dette Standpunkt var det, han reformerede det juridiske Studium ved vort Universitet, — saavidt jeg har forstaaet, udelukkende i negativ-kritisk Retning, ved at feie ud endel forloren Videnskabelighed, endel forældet, taaget Metafysik, men uden at engang forsøge paa at lægge Studiet over paa en ny, mere virkelig videnskabelig Grund. Og derefter maatte det offentlige Liv, Lovgivning og Administration netop blive de Omraader, hvortil han følte sig sterkest hendraget, og som passede bedst med hans