Side:J. E. Sars - Samlede Værker 4.djvu/210

210

Portrætter og Essays

det maatte være for ham, som god Nordmand, at opføre et sligt Monument til Forherligelse af hans Fædreland, — saa fandt han jo her for sig en Række Opgaver af den Slags, som netop passede for ham, og som det derfor maatte være ham en Lyst at give sig ikast med. Han havde, som han selv udtrykker sig, «ingen slagen Landevei at ile jevnt frem paa»; han «maatte selv Skridt for Skridt bane sig Vei med Øksen og Spaden i Haanden»; han «havde ikke alene naturlige, men endog kunstige Hindringer at rydde til Side og træde under Fødder». Et sligt Arbeide var som skabt for ham; han var netop en Rydningsmand i største Stil. Han gjør i Forordet til 1ste Del sine Læsere en Undskyldning for, at Fortællingens Gang ret som det er afbrydes af Digressioner og Undersøgelser, — hele lange kritiske Afhandlinger. Det er netop disse Afhandlinger, der har givet Verket dets største, varigste Værd; det er ved dem især, at han har erhvervet sig Adkomst til at kaldes, — hvad en meget sagkyndig Forfatter, der har optraadt som en meget skarp Opponent mod enkelte af Munchs Hypotheser og Theorier (Dr. E. Jessen i Kjøbenhavn), har kaldt ham, — «Nordens største Historiker». For at fremhæve en enkelt inden den lange Række: — Undersøgelsen i første Del af Vikingtogenes Historie og Kilderne til samme, — et virkeligt Mesterstykke af omsigtsfuld, skarp og klar historisk Kritik, hvis Resultater ogsaa i det store og hele er bleven yderligere stadfæstet ved den følgende Tids Granskning. Men «Det norske Folks Historie» skulde jo ikke bare eller engang først og fremst være en Samling af kritiske Afhandlinger til Brug for Specialisten; det skulde være en Fremstilling af Folkets Liv bestemt for det store almendannede Publikum. Munch skulde ikke bare være Rydningsmanden, som sigter og renser det historiske Materiale og lægger det tilrette for Kunstneren og Tænkeren; han skulde Selv være Kunstneren, der samler de mange spredte Træk til et levende anskueligt Billede, Tænkeren, der gjør det historiske Stof til Gjenstand for et generaliserende Ræsonnement og paaviser den indre Aarsags- og Virkningsforbindelse. Og derved kom han øiensynlig for en stor Del udenfor Rækkevidden af sin ellers saa overordentlig mangesidige Begavelse. Han havde kunstneriske Anlæg i flere Retninger; men Stilkunstner var han ikke. Hans Stil er, idetringeste der, hvor han har gjort sig nogen Umage med den, hvilket ved en saa overvældende Masseproduktion selvfølgelig ikke altid har kunnet være Tilfælde, let og grei, men den har lidet af personligt, individuelt Præg, lidet af Farve eller Varme. Den gjør et bedre, mere intelligent Indtryk end Keysers, forsaavidt som den fremfor denne er aldeles fri for al Slags konventionelt Væsen, al Slags udenpaahængt Stads. Men, medens vi jevnlig fristes til at