svenske Gren, har hos dem havt andre Former. Ligesom det er ham, som først har hævdet den olddanske og oldsvenske Sproggrens selvstændige Rang ved Siden af den oldnorske og givet dem en dertil svarende videnskabelig Behandling, saaledes er det ogsaa ham, som har givet de første Bidrag til Opstilling af en særlig olddansk Mythologi ved Siden af den særlig oldnorske eller norrøne. Disse Bidrag blev modtagne af samtidige danske Lærde med alt andet end taknemmelige Følelser. De opfattedes af dem, som om de bare var beregnede paa at faa Dansken og Svensken forsvarlig stængt ude fra «Helligdommen», d. v. s. fra ethvert Medeierskab i de saa høit beundrede Eddakvad og Eddamyther. Det tør vel ogsaa hænde, at Tanken om at hævde for Norge, hvad norsk er, og opdrage de skarpest mulige Grænseskjel til Betryggelse af norsk historisk Eiendom har været medvirkende til at føre ham ind paa disse Undersøgelser, men intet er vissere, end at han derved tillige aabnede en Vei, hvorpaa Videnskaben siden afgjort har skredet videre frem.
Han hyldede, ligesom Keyser, fra først af den af romantisk Rod stammende og særlig af danske Lærde uddannede Lære om, at Sagaen ikke blot skulde have hentet det meste af sit Stof fra den mundtlige Tradition, men endog være færdigdannet i denne i Hensyn paa Formen, saa den i det hele skulde være at betragte som et Slags Produkt af Folkeaanden, ikke af nogen enkelt Forfatter, ligesom Eddakvadene skulde være Frembringelser af det hele «syngende Folk». Men medens Keyser holdt fast ved disse Forestillinger til det sidste, brød Munch med sin skarpe og aldrig hvilende kritiske Sans igjennem dem, og det tilkommer ham en Hovedfortjeneste af at have paavist, ved sine tekstkritiske Arbeider, for Sagaernes og særlig for Kongesagaernes Vedkommende et virkeligt Forfatterskab i moderne Forstand, og at have ført Læren om den mundtlige Traditions Rolle og Betydning tilbage inden nogenlunde rimelige Grænser.
De nye Resultater, hvortil Munch kom ved sine historisk-kritiske, lingvistiske, tekstkritiske Arbeider, har ikke blot havt en stor, delvis endog epokegjørende Betydning for de særskilte Omraader eller videnskabelige Discipliner, hvortil de hører. Det kan siges om dem, at de tilsammen har havt en Rækkevidde langt udover disse specielle Omraader. Det kan siges om dem, at de har banet Vei for en rigtigere, mere videnskabelig Opfatning af nordisk-skandinavisk (og derigjennem ogsaa af germansk) Oldtidshistorie i Almindelighed ved at føre bort fra den romantiske Opfatning af denne Oldtid og lede ind paa den evolutionistiske.
Eftersom det blev paavist, at Sprog, Sagn, Myther, Aandsliv i det hele har fra de ældste historiske Tider forgrenet sig i det
