findes optegnede hos Nordmændene paa Island og alene hos dem, gjælde som noget tilfældigt eller som et ydre Forhold, paa hvilket Hovedvegten ikke maatte lægges: «Folkeaanden» skulde jo agtes for at være den egentlige Forfatter, som benyttede Islændingernes «flittige Penne» til at «bringe i Hus, hvad sankes kunde af svundne Tiders gyldne Høst» (S. Grundtvig).— og «Folkeaanden» var jo fælles-nordisk; den hørte hjemme ligesaavel ved Østersjøens og Kattegats som ved Ishavets Kyster. Denne Udvei for Danske og Svenske til at hævde sig «Lod og Del» i den norrøne Litteratur er blevet uigjenkaldelig afspærret ifølge det nye evolutionistiske Syn paa nordisk Oldhistorie. Eftersom man er kommet til Erkjendelse af, at den i det norrøne Sprog bevarede Litteratur er fremgaaet af en Udvikling, som vel har visse for alle nordiske og alle germanske Folk fælles Udgangspunkter, men som fra disse fælles Udgangspunkter har fortsat sig paa særegen Maade hos hver af Stammens Grene, — eftersom man er kommet til Erkjendelse af, at den norrøne Litteratur ifølge sit Væsen er, ikke en Arv eller Skat, som har været flyttet fra Land til Land, og hvis Rester er blevet saa meget bedre bevaret, jo mere den har været unddraget fremmed Berøring og Paavirkning, men Frugter af en Vækst, som just maa være blevet fremmet ved livligt Samkvem med fremmede Nationaliteter, — har man fra alle Sider maattet indrømme, at denne Litteratur tilhører Nordmændene ganske paa samme Maade, som en hvilkensomhelst moderne Litteratur tilhører det Folk, hos hvilket den er opstaaet,og i hvis Sprog den er skrevet, om den end har modtaget noksaa meget Stof og noksaa mange Impulser udenfra.
Skjønt Munch alene dyrkede Sprogvidenskaben leilighedsvis og som en Bisyssel ved Siden af, hvad han betragtede som sit Hovedfag, har han dog paa det lingvistiske Omraade (Sproghistorie, Grammatik, Etymologi, Runologi) leveret Arbeider af saa stor og gjennemgribende Betydning, at Mænd af Faget i dem har seet Vidnesbyrd om, at han her havde fundet det Felt, som passede allerbedst for hans Begavelse. Man kunde mene, at det var Skade, at han ikke koncentrerede sine Evner paa dette Felt, eller idetmindste, at han ikke koncentrerede dem om den Kreds af Fag, som man har pleiet kalde de historiske Hjælpevidenskaber: Sagn- og Kildekritik, Lingvistik, Arkæologi m. v., hvor han overalt har godtgjort en saa eminent Granskerbegavelse. Man kunde mene, at om han havde gjort det, — om Forholdene havde tilladt ham
