Folks Historie», forsaavidt det kan siges, at han ved Udarbeidelsen af dette Verk, saa stort et Værd det end har, er kommet udover sine Evners rette Omraade, saa vidtstrakt end dette var. Ved de Ord af Niebuhr, som han har sat som Motto paa de første 6 Bind af Verket: «Ich werde suchen die Kritik der Geschichte nicht nach dunkeln Gefühlen, sondern forschend, auszuführen, nicht ihre Resultate, welche nur blinde Meinungen stiften, sondern die Untersuchungen selbst in ihrem ganzen Umfange vortragen,» har han betegnet Verkets rette Væsen og egentlige Styrke. Han havde, som han siger i Fortalen til første Bind, «ingen slagen Landevei at ile jevnt frem paa, men han maatte selv Skridt for Skridt bane sig Vei med Øksen og Spaden i Haand»; han havde «ikke alene naturlige, men endog kunstige Hindringer at rydde tilside og træde under Fødder»; «derfor har Fortællingens Gang oftere maattet afbrydes af Digressioner og Undersøgelsen formelige Afhandlinger, om man saa vil». Det er disse Digressioner, som har givet og giver Verket dets fremragende videnskabelige Betydning.
Men «Det norske Folks Historie» var ikke bare bestemt for det videnskabeligt interesserede Publikum. Det var fra først af en Boghandler-Spekulation, beregnet paa den store læsende Almenhed. Det skulde ikke bare give Historiens Kritik («die Kritik der Geschichte»), men Historien selv. Disse to Formaal var saa væsentlig forskjellige, at de ikke lod sig rigtig godt forene i det samme Verk. Og medens Munch var rustet som faa til Løsningen af den ene Opgave — de kritiske Forarbeider — strak han langtfra i samme Grad til for Løsningen af den anden: en til disse Forarbeider støttet Fremstilling af Nationens historiske Liv og Udviklingsgang. Han var Rydningsmand, ikke Bygmester. Hans Evne gik i Retning af at fremskaffe, kritisk sigte og bearbeide det Materiale, som historisk Kunst og historisk Tænkning behøver, ikke i Retning af at bruge det.
Historieskriveren maa, efter Macaulays bekjendte Udtryk, for at løse paa en fyldestgjørende Maade sin Opgave være noget af en Digter og noget af en Filosof. I Munchs Begavelse var vistnok ikke Digteren og endnu mindre Filosofen saaledes repræsenteret, at han kunde blive nogen rigtig god Historieskriver. Han havde kunstneriske Anlæg i flere Retninger — han var meget musikalsk og udmerkede sig allerede i Guttedagene ved sin Dygtighed som Tegner —, men Stilkunstner blev han aldrig. Han drev det, ved megen Øvelse, til stor Færdighed og Flinkhed i at udtrykke sig skriftlig; hans Stil er overalt, hvor han har gjort sig nogen Umag med Udarbeidelsen, grei og letflydende og behagelig forsaavidt den er fri for alt tilgjort, alt uegte Væsen, men den er paa den
