— Men hvorfor ikke? fleer end Digteren
Behöve Nattens Viisdom — — Saa han veye
Sin Fremtid mod den Time svunden hen,
Han aabne Hiertet for den vise Anger,
Til Dydens Tempel han indvie det,
Han klage med den höye Brittena Sanger[1]
Og i sig selv studere Mennesket.
En Viis er Natten, fra et höyt Catheder
(Dens Klædebon er dunkle Gienskin af
Det Lys, som Herrens Herlighed udbreder)
Anmelder den med Myndighed sit Krav
Paa Agtsomhed, opbyder sine Hære
(Utallige) af lyse Slutninger
Til Kamp mod Synd og Vantroe, for at lære
Stövbundne Aand at faae sin Frihed kier.
— O giv mig tidt i den Hörasale
Opklarer! dunkle Nat! at lytte til
Din venlige og lærerige Tale!
Rört af dit majestætisk-skiönne Smiil,
En sand moralsk Lavater, at studere
Dit blide Aasyns udtryksfulde Træl,
Og i hver stadige Linie Dyden lære
Side:Jens Zetlitz - en norsk Höst.djvu/10
Denne siden er korrekturlest
