Side:Jens Zetlitz - en norsk Höst.djvu/11

Denne siden er korrekturlest

Og Tillig som udmaner Tvivl og Skræk.
Jeg skuffes ey, — jeg hörer dine Taler
I hine milde Glimt, Dit Raab: kom see
Guds Miskundhed, hans Mesterhaand som maler
Den gyldne Modenhed paa Agrene.


 Med Fryd den kloge Agerdyrker skuer
Sligt Höytidssyn, Kornmoen er det Navn
Han giver disse stumme Lyn — da luer
Tak i hans Hierte, da flyer Frygt for Savn
Langt fra ham, da han veyer alt i Tanker
Sin rige Lod, og önsker Morgenen
Mirakler at beskure, stolt han vanker
Vis paa Velsignelse til Agren hen. —


 Jeg (thi velgiörende i lette kiæder
O Sövn! Fortryllerske du fængsled’ mig,
O fra dit Tryllerige maned’ Glæder
Som om min Seng du böd at leyre sig)
Jeg munter som den Morgen der fremtræder
I al Naturens Skiönhed, haster ud
At skue og at nyde sande Glæder,
Og stige op til Glædens Giver Gud.