Side:Jens Zetlitz - en norsk Höst.djvu/12

<poem> Hist hos den lange Ager, skimter Öyet Den sande Viisdomsdyrker, Oldingen, Hvis stærke Ryg er endnu ikke böyet, Skiönt mange Dage dynges op paa den. Ærbödig speyd hans Mine min Camene! (Selv Sephyr leger meer beskedentlig Med sölvgraae Lokker) han sig troer allene, Hans hele Siel vil snart udtömme sig. Andægtig knæler han — hvad om jeg skynder Bag Busken for at lytte til hans Ord. — Et kornrigt Ax i Haanden — han begynder:  ”Din Herre! Himlen er og din vor Jord, ”Og Du det Alts miskundelige Fader! ”I fire Sneese Aar jeg fandt Dig den, ”Der rundelig sin milde Haand oplader ”Og gavmild deler ud Velsignelsen.  ”Du kalder Skyerne — de mörke Hære ”I frygtelig Slagtorden rykke frem, ”Din Vredes eller Naades Bud at være, ”Men Naadens Lov Du Herre! giver dem, ”De svæve over skarpe Agre, gyde ”I törstig Jord frugtbare Floder ned ”Og paa dit Vink i Luftens Strömme flyde