Side:Jens Zetlitz - en norsk Höst.djvu/13

”Velgiörende fra et til andet Sted.
”Og stundom fra den hele Himmel flygter
”Den mörke Hær, mens Solen iler frem
”I al fin Storhed og dit Ærend rygter;
”Den Capital du sendte ned ved dem
”Uddelende til Alles Trang. — Da grönnes
”De slakke Dale, selv Biergklövterne,
”Som Geeden kun besöger, da forskiönnes;
”Paa Klippens steyle Side hængende
”Den nipper kraftigt Græs, og vovsom skyndet
”Fra en til anden Brink og mækrer ud
”Din Faderligheds Lovsang. Da begynder
”Det spæde Straa Din Priis. I förste Skud,
”Den lövterige Ungdom lig, og klædet
”Med Skiönhed staaer det venlig-smilende
”Mod Agermanden, mens han vandrer glædet,
”Sin Höstes Riigdom overregnende,
”Jevnsides Ageren, som sagte bölger
”Ved Sephirs milde Aand; da hæver sig
”Af Godheds Lov hans Barm, hans Öye fölger
”Den sidste Straa, mens han velsigner Dig,
”Du alle gode Gavers runde Giver.
”Og ofte, nærende sin Andagts Ild,