Side:Jens Zetlitz - en norsk Höst.djvu/20

At glad han vilde dem til Graven fölge,
Og pine byeviis nogle Taarer frem,
Og under saadan Stads den Glæde dölge
Han söled ved at blive frie fra dem.
Saa tænkte jeg — Men aldrig skal jeg glemme
Hvor stygt det var at tænke saa om ham — —
Hör nu! i Dag jeg mödte ham den hiemme;
Du veed han altid leer: Det er en Skam
(Hans gamle Ordtög) Naar du Trang ey lider
Og ey er syg, og Den som du har kier,
Saa godt som du sig giennem Verden slider
At klage. Nu det troer just ey enhver,
— Men Ole tænker saa og er fornöyet;
Og dog i Dag sig selv ey lig hav var
Hvert Aasynstræk var mörkt og vaadt var Öyet
Og billigen — hans redelige Faer
Vil döe — men tænk jeg i hans Sorg ham drilled,
(Gud naade mig jeg faerlös længe er)
Men heede Taarer paa hans Kindes trilled
Og hulkende han sagde: ”Den er nær
”Den Afskeds-Stund snart briste maa hans Öye„
Jeg kold beregnede hans Vindinger, jeg!
Jeg sagde: ”nu saa slipper du den Möye