Side:Jens Zetlitz - en norsk Höst.djvu/27

Denne siden er korrekturlest

Du over den Regnbuen har udspendt
Dit Lövte at gientage, at paaminde
Om Lövtets Trofasthed, og Mennesket
Med Godheds Baand, miskundelig at binde
Til din Tilbedelse, til Sandt og Ret.
O! at vi kunde höre, see, erkiende
Dit Forsyns mildelig opladte Haand!
At Höstens Östenvinde[1] maate tænde
Til Godheds höye Lov, vor glade Aand!
Thi fra din Haand de styrte ud, da giemmer
Dem op til Höstens Nödtörst, snidelig
Du giör der’ Aande heed, der’ Vildhed tæmmer,
Og hvor de höres tale de om dig!


 Nu hvilke travle Scener! Neppe smiiler
Den unge Dag igiennem Nattens Slöer,
At hilse Jorden, förend Bonden iiler
Fra haarde Leye staaer i lave Dör
At speyde Himmelen, og seer med Glæde
Den önskte Lae-Vind endnu blæse mild,

  1. Det feyler fast aldrig, at der jo i nogle Dage om Efteraaret blæser Östenvinde, som forunderlig hastig törre Kornet. Bonden kalder den: Lae-Vind.