Side:Jens Zetlitz - en norsk Höst.djvu/29

Denne siden er korrekturlest

Men over Hiemme-Marken spredet, nyder
Den anden Höehöst. Magelig og mæt
Langs feede Agerreenen Koen vanker,
Og vrager nu hvad för hun önsket sig;
Og stolt blandt sine Skiönne Tyren spanker
En skinsyg mæt vellystig Sultan liig.
Mens Faaret flokker sig, og flittig nipper
Det korte Græs som Koen ikke naaer,
Og stundom paa de skaarne Agre tripper
Opsamlende den Sæd som Hösten saaer
Og Riven ikke bierger. Intet ödes
I Guds Huusholdning, der er Alt bestemt
Med Maal og Vægt. Alt det som lever födes,
Og Höstens Herre har ey dem forglemt,
Som ikke saae, og samle ey i Lade,
Den muntre og sorglöse Fuglehær;
(De synes bygde til at være glade
Og lette til at flye Bekymringer)
Nu finde de, og rigelig sin Föde
Og de og Fyrsten tienes begge ved
Den moderlige Ager. Men naar öde
Naturen er, naar Jorden lægges ned
I Frostens Lænker, naar Sneedyngen skiuler