Side:Jens Zetlitz - en norsk Höst.djvu/30

Hver Urt, hvert Fröe, naar Rönbær-Klasene
Ey længer blusse paa livlöse Green, naar Smuler
Ey længer falde ned fra Bordene;
Hvor födes da den muntre Hær? Saa spörger
En Daare — Han som i sin milde Haand
Har tusind Rigdoms Kilder, dem forsörger;
Og Manden som hovmodig i sin Aand,
Tör meene at han selv sit Bord bereder
Og bygger selv sit Huus, og skaffet sig
Ved egen Flid og Klygt og de varme Klæder,
Giör kun som Fuglen: Bruger klogelig
Hvad den almindelige Fader rækker
Om mindre viis end Fuglen, qvæler sig
Med tusindfold unyttig Kummer; stækker
Selv Haabets Vinger; unaturlig Krig
Med egen Lykke förer; daarlig blander
Sin Kalk med Gift, opelsker Tidseler
Blandt Livets Roser, Mennesket forbander
Den Jord han dyrker, Gud velsigner den,
Det seer den Vise og hans kloge Hierte
Selvgiorte Sorger flyer, og holder Stand
Bag denne trygge Skandse, mod den Smerte
Som han ey flye og ey bortvende kan.