Side:Jens Zetlitz - en norsk Höst.djvu/35

”At mætte dig. Vær du den Eeneste
”I al Naturen som til Alting trænger,
”Men kan ey Glimt engang af Redning see.
”Naar Fuglene sin Lovsang da istemme
”Og haanende din Kummer, fryde sig;
”Saa tænk kun du: Gud Mennesket kan glemme
”Mens en foragtet Spurv er lykkelig.
”Naar Blomstret, som din tunge Fod nedtræder
”I meer end Fyrsters Pomp staaer stadselig,
”Saa tænk kun Du at han som Græsset klæder
”Er alt for karrig til at klæde dig —
”Men skaan mit gamle næsten döve Öre —
”Sön vær barmhiertig mod din gamle Faer!
”O skaan mig for Bespottelser at höre
”I Fryd og Sorg mit Haab til Herren var;
”Levn mig den Roe som dette Haab udbreder —
 ”Thi om du ey vil deele den med mig,
”Om du umandig klager, syndig leder
”Om Aarsag til mod ham at yppe Krig
”Hvis Haand du ey undflyer, hvis Öye finder
”Oprörer! dig om midt i Nattens Skiöd.
”Saa taal dog at min sidste Dag hensvinder
”I Troe og Haab. Snart er jeg skiult fra Nöd,