Di spæde Slægt, med öm-forstandig Haand
De geile Greene bort fra Stammen skiere,
Og rense Roden fra unyttig Skud,
Den törre Jord at vande flittig være,
Og klage naar en yndlings Qvist döer ud.
Ja kun den Fryd at stifte Gavn og Glæde
Blandt Mennesker, er ædlere end den
I skyldfrie Syssel lykkelig at æde
Den Stammes förste Frugt, som venligen
Din egen Haand först ud fra Kiernens Mörke
Til Lyset lokked frem, saa moderlig
Var steds’ bekymret for at skaffe Styrke.
Den förste Verdens lykkelige Slægter. — —
Naturen uforandret vinker end
Hvert skyldfrit Hierte, ingen Gane negter
Sin Glæde, kun de vilde nyde den;
Ja selv den Dorske som ey finder Glæder,
För han uvarsom snubler over dem,
Hun föyer kielende. De öde Steder,
Som synes kun udseet til Rovdyrs Hiem,
Er fulde Borde. Bradt paa Klippens Sider
Den mörke Hasselbusk har fæsted sig;
Side:Jens Zetlitz - en norsk Höst.djvu/39
Denne siden er korrekturlest