Side:Jens Zetlitz - en norsk Höst.djvu/40

Denne siden er korrekturlest

Lös sidder madfuld Nöd, og venligt glider
Ud i din Haand beröret löselig.
 Ja Örkner dryppe — See den krumme, lave
Ydmyge Enerbusk! hvad Rigdom der!
Med runde Hænder en kierkommen Gave
Den byder frem — et aromatisk Bær.
Mens Öyet fængsles af en Mose-Tue
Som synes overstænket heel med Blod
Af sunde Tyttebær, og Moltens Drue
Bierg-Mosen over raaber: Gud er god!
 Ja raab — raab höyt Natur og glade Stemmer
Fra alle Hytter skal bifalde dig!
Naar Hösten Godheds Losang synger, glemmer
En Normand da at hen er lykkelig,
Er ha hans Tak, som mellem Kulde trives,
Og groer som Gran paa Klipper, ikke varm;
Saa blues han! Thi mon et Folk der gives,
Som ligger nærmere Miskundheds Barm?


 Er kort mit Norges Vaar, om Flora pranger
Ey her med Östens Pomp, om Lerken er
Blandt Luftens Chor vor ypperligste Sanger
Og vore Bierge ey Viinranken bær;