Denne siden er korrekturlest
Om konstig Orm ey blöde Silke spinder
I vore Lunde, om med Klippens Sand
Det röde Guldstöv blandet ikke rinder
De raske Elve ned; om mangt et Land
Er bedre mayed ud, og stadser længer
Og synes overlæsset af sin Lod;
Dog er mit Norge ikke armt, og trænger
Til Intet eller höyt til virksom Daad;
Og ynke vil jeg, og med Ret, det Öye
Der Skiönhed ey i denne Steenhob fandt,
Men foretrak de magelige Höye
Hvis Udsigt i den næste Busk forsvandt,
For hine Fuglesyn Hornelen skienker.
Hvor festlig-skiön den norske Cithar klang,
I Frimans Haand paa Hornets Spids, jeg tænker
Misundelig tidt under denne Sang;[1]
Og hine stoute[2] Skiönheder, som række
Hinanden Haanden, der hvor Poulsens Aand[3]
- ↑ Claus Frimans skiönne Digt om Hornelen.
- ↑ Stout — almindeligt i Norge, der betegnende det, som i sin Art udtager sig til sin Fordeel.
- ↑ Professor Poulsen, en Mand hvis Talenter for Malerkunsten og især Landskabsmaleriet ere hæderli-
