O! vaager Folkefædre og beskytter
Den Odels-Helligdom. Thi rettelig
Sang Friheds Skialden: Ikke Kongsbers Hytter
Styrke og den ædle Varme som klæder saa vel den der taler om TIng af almeen Vigtighed. — Der hörtes ikke en eneste modsigende Stemme da — seenere ɔ: i forrige Aar blev Odelsretten atter angreben, men da hæderligen, ikke som för ved enkelte Mænds ubeföyede Klager, (Bonde-Ansögninger i svulstig Stiil) men ved Afhandlinger i almindelige yndede Tidsskrivter. — Jeg har, som bekiendt, taget Deel i denne Tvist, derfor, og for at beröve det foragtelige Konseqvensmagerie en Anledning til at tee sig virksom — anföres det her, at mit Digt Hösten med alt det som det har om Norges Odelsret, har været færdigt fra 1794, og er altsaa sex Aar ældre end de sidste Angreb paa Odelsretten. — Ikke de som kiende mig, men de som ikke kiende mig, siger jeg, at jeg nok er Mand til at harmes over den Niddings-Daad, som gav Anledning til N. Bruuns og Wulfsbergs Smaaskrifter, men at jeg aldrig kan tænke paa at tiltale den Mand Haan, eller engang tænke foragtelig om ham, som ærligen siger sin Mening om hvilkesomhelst Ting, var den end saada at jeg vilde alvorligen sörge, om hans Mening blev Magthavernes Overtydning.
