Side:Jens Zetlitz - en norsk Höst.djvu/55

Mishandlet, spotter kun det svage Roer
Og ingen Styrekonstens Lov erkiender,
Slet huset er den Slægt, som det beboer.
Den stolte Bölge som en Bold det slenger
Nu hid nu did; — hvor let en Planke brast,
Bradt Döden ind med Havets Strömme trænger
Og giör til Bytte Folk og Vrag og Last.
”De Arme var de ey saa langt fra Landet!„
— O Landet blev de fleeste Söemænds Söd.
Og dobbelt bitter, naar den Usle strandet
Saa godt som i sin elskte Mages Skiöd.
 De have seet det elskte Norges Klipper
En gunstig Vind dem förte mod dets Strand.
Nu sortner Himlen til, nu Dagen slipper,
Ny flye de sorrigfuld det önskte Land;
Men Strömmen driller dem, og Stormen driver,
Og Mörket vilder; Skibet slynges ind
Paa hvasse Klipper, der det knuset bliver —
Og Döden möder dem med raske Trin,
Just hvor de drömmede om munter Glæde.
Af Söevand, Skræk og Slæb udmattede,
Paa revnet Vrag de hænge; haablös gærde
Om Redning. O de Ulyksalige!