Side:Jens Zetlitz - en norsk Höst.djvu/56

Hvo redder dem? Uveyret stedse stiger,
Og grum som Natten kom, end grummere
Den flygter nu, og flygtende den siger:
”Nu see mit Værk, nu eders Skielme see!„
— Et Steenkast knap fra Landet — kiendte Hytterm
Som spottende imöde smiler dem,
Men intet Rednings Haab. Dem intet nytter
Den nære Strand, det lykkelige Hiem,
Og ey Medlidenhedens heede Taarer
Og Strandens haabelöse Veemods Skrig;
Det Döden kun forbitter, dobbelt saarer;
O seer Alherren ey miskundelig
Og mægtig til de Arme, ey forjager
Selv Stormen, ikke selv med vældig Haand
Nedkuer Havets Overmod, og drager
Af Nöden dem; saa den nedslagne Aand
Forlader snart den matter Krop, snart segne
Afmægtig de i Dödens Arme hen.
Snart seer du da en haabfuld Skiönhed blegne,
Opdagende paa Stranden tabte Ven;
Snart Spædes Skrig, som for en Fader klage;
Snart tunge hule Suk fra Oldingen,
Bejamrende sin Söns afskaarne Dage;