Side:Jens Zetlitz - en norsk Höst.djvu/57

Denne siden er korrekturlest

Snart stride Taarer, som en trofast Ven
Sin Ungdoms Ven opofrer, skal forklare
Med Styrke hvilken Vey Söemanden gaaer,
Og hvor hvert Fied belures der af Fare.
O Jordbrugsmand! elsk dine bedre Kaar!

 Held dig! som kan med egne Öxne plöye
Nedarvet Odelsjord, held dig! som kan
Det Bröd, der krydres af din lette Möye
I Tryghed æde, lykkelige Mand
Din Lod den beste er; dens Værd at kiende
Du trænger ey til Havets Rædseler.
O Norges rige Field i Möde sende
Dets glade Sönner Vanhelds Billeder.

 Ja Norges Genius vaadöyet farer,
Og sukkende det Kongens Bierg forbi
SOm sort og yndelöst en Slægt bevarer,
Der træller i frievilligt Slaverie,
Seer ingen Time farelös hensvinde,
Og Döden glise fra hver Vraae — og dog
Fragter Död og Fare, Guld at vinde.
Til Helvede selv Haab om Vinding drog.