Side:Jens Zetlitz - en norsk Höst.djvu/57

Snart stride Taarer, som en trofast Ven
Sin Ungdoms Ven opofrer, skal forklare
Med Styrke hvilken Vey Söemanden gaaer,
Og hvor hvert Fied belures der af Fare.
O Jordbrugsmand! elsk dine bedre Kaar!

 Held dig! som kan med egne Öxne plöye
Nedarvet Odelsjord, held dig! som kan
Det Bröd, der krydres af din lette Möye
I Tryghed æde, lykkelige Mand
Din Lod den beste er; dens Værd at kiende
Du trænger ey til Havets Rædseler.
O Norges rige Field i Möde sende
Dets glade Sönner Vanhelds Billeder.

 Ja Norges Genius vaadöyet farer,
Og sukkende det Kongens Bierg forbi
SOm sort og yndelöst en Slægt bevarer,
Der træller i frievilligt Slaverie,
Seer ingen Time farelös hensvinde,
Og Döden glise fra hver Vraae — og dog
Fragter Död og Fare, Guld at vinde.
Til Helvede selv Haab om Vinding drog.