Side:Jens Zetlitz - en norsk Höst.djvu/58

 Camenen gyser ved de mörke Huler,
Den Dragers Bolig, hvor den karrige
Natur bag haarde Slör Sölvklumpen skiuler,
Og gierrig giemmer bort Guldkornerne;
Hun svimler rædselsfuld blot ved at kige
Fra Nedgangshulen ned den steile Gang,
Som leder frygtelig til Plutos Rige,
Hvor Mammon træller under svigfuld Sang.
I Klippens Indvold fængslet Torden tænder
Sin stærke Harm og hevner i sin Död
Iblandt sit Fængsel paa forvovne Hænder,
Der tvang den ind i Klippens haarde Skiöd.
— Et uvist Trin — O selv paa jevne Veye
Kan Foden glide — sorte Biergmand bradt,
Fra Kant til Kant, forknuset fandt sit Leye
I Gruben snart, dog för i Dödens Nat.
 Ja der — der favner ömme Elskerinde
Sin Ungdomsven hver Dag som sidste Dag;
Lemlæstet Oldingsstride Taarer rinde
Hver Morgen der, naar med ömt Haandetag
Sin Sön han hilser, som til Gruben iiler;
Hans bange Kummer nye hver Morgen er;