Side:Jens Zetlitz - en norsk Höst.djvu/59

Naar mild mod dig hver Dagens Time smiler,
O Jordbrugsmand! o faae din Lykke kier!

 Held dig! som kan med egne Öxne plöye
Nedarvet Odelsjord, held dig! som kan
Det Bröd, der krydres af din lette Möye
I Tryghed æde; lykkelige Mand!
Din Syssel dig ey Nöd og Fare föder
Een din og Landets Farestime er;
Kun da, naar Bauners Glimt dit Öye möder
Forkyndende en overmodig Hær,
Opbydes du til Fare, men og Ære,
Til Kampens Dag, men og til Seyrens Dag.
Hvad Magt kan stærk mod Odelskriger være?
Hvad Slag saa stærkt, som den Friehaarnes Slag?
Dog fængsles den i demantfaste Kiæder,
Den Kampens vilde Stund evindelig,
Dens Held er Vanheld, selv dens Glæde græder,
Dens Lov til Gud er gudsbespottelig.
Thi Fyrste! æsket ud af trodsig Fiende,
Som grum svor din og Landets Undergang,
Gaae frem med Lövemod, see Hære svinde
Og faste Stæder styrte. Nöd og Trang