Side:Jens Zetlitz - en norsk Höst.djvu/60

Din Banner fölgende de skiendske Lande
Med Hungrens Sværd hiemsöge gruelig —
Men hvis du er et Menneske, du blande
Din Klagesang med Overvundnes Skrig.
Og hvis du elsker Folket, af hvis Hænder
Du tog din magt, og ved hvis stærke Arm
Du Seyer vandt, fordi i Hiertet brænder
En hellig Troeskabs Ild, saa skal din Barm
Med Fadermedynk fyldes, du skal favne
Ömt, som man favner en gienfunden Bruud,
Den blide Fred, og derved mere gavne,
End om den halve Jord du sletted ud.
Men aldrig — aldrig du med grumme Hænder
Til Mavors Alter gaae utvungen skal
At ofre der. Den Ild, som Offret tænder,
En Dievel af Afgrundens Lue stial. —
 Held mig (thi troet mit Hierte vilde hænge
Ved Landets Fyrster) Held mig, at jeg kan
Saa frielig slaae de fredelige Strenge
Velsignende min Konge og mit Land!
Ja dersom jeg misunder Eyners Digter
Min Fader Bruun, hans sieldne Digter-Aand,
Saa var det for at skildre Fyrstens Pligter