I det jeg malede med sanddrue Haand
Vor Frode og hans Sön. Og hvis jeg beder
Om Bulls det norske Udtryk, saa det er
At skildre Norges Held og Fredens Glæder.
Tag som jeg kan, o Fred! min Lovsag her!
Ja dine, Fred! er Höstens blide Dage,
Flyer du, saa har selv Eeden ingen Höst,
Men kommer du velgiörende tilbage
Saa grönne Örkner; Glædens muntre Röst
Blandt nögne Klipper födes; mörke Heeder
Naturens Stifbörn, klæde sig i Grönt;
Sin Steenhob Uren slenger; hvis du træder
Paa Mosen, saa bli’er selve Fennet[1] skiönt.
Alt lever, trives under dine Vinger;
Du vækker, Flid og gavnlig Kunst opstaae
Af tvungne Sövn; du Glæde med dig bringer
Og du den Roe, de Lærde have mane
Til Grandskninger; og du de rige Floder
Af Overdaad, som under Viisdoms Tvang
- ↑ De Steder i en Mose, som ere synderligen blöde og dybe, men dog noget langt andet end Sökke-Dynd.
