Side:Jens Zetlitz - en norsk Höst.djvu/62

Bli’er Staters Vel, de skiönne Kunsters Moders
Og Moder til den varme Digter-Sang.
 Du klækker op de vise Folkefædre;
I dine milde Skygget Frederik
(En Qvist, som skal sin skiönne Stamme hædre)
Groer frodig. Kier den unge Fyrste fik
Den skiönne Frihed; lagde Bondens Lænker,
Som dryppede af Trældoms Graad og Sveed,
(En svoren Fiende af hvad som krænker
Den Mindstes Ret) for Christians Födder ned,
Og saae med Lyst, som adlede hans Hierte,
Hvor let de brast i kongelige Haand;
Beslutted saa at tage bort hver Smerte,
Som Landet lider, hvert unödigt Baand.

 Alt blomstrer under fadermilde Vælde.
Vær du vor Skytsgud, himmelsendte Fred!
Send evig til det stolte Norges Fielde
Og Danas Sletter dine Straaler ned!
At Sönnesönners Sönner glade nyde
Frugt af vor Flid; og at seent kommende
Aarhundrede forbausede udbryde
I Lovsang ved den Lykke her de see.